Følsomme data på Facebook

Facebook har stemplet 65.000 russere som interesserede i ‘landsforræderi’

Efter at være blevet kontaktet af P1 Orientering fjernede Facebook annonceinteressen ‘landsforræderi’ i hele verden.

65.000 russere kan have været i fare for, at myndighederne kom efter dem - på grund af Facebooks annonceinteresse ‘landsforræderi’. Men efter P1 Orientering sendte sin research til Facebook, har firmaet erkendt, at annonceinteressen var problematisk.

- ‘Landsforræderi’ var en annonceinteresse på grund af sin historiske væsentlighed, men da det er en ulovlig handling, har vi fjernet den, siger Joe Osborne, der er talsperson for Facebook til P1 Orientering.

Facebook genererer en masse forskellige nøgleord om os - alt fra shopping, sko og enhjørning til venstreorienteret, landsforræderi og kristendom.

Det gør Facebook til en sublim salgskanal for virksomheder. Kategoriseringen af brugerne i interesseområder betyder, at virksomheder med annoncer på Facebook kan købe sig ind i en næsten perfekt målgruppe. F.eks. haveudstyr til folk med en særlig interesse for haver, osv.

Men kategoriseringen giver også efterretningstjenester i alle lande mulighed for at kigge befolkningen over skulderen.

Russiske myndigheder har relativt nemt kunne finde frem til facebookbrugere, der på den ene eller anden måde har udvist adfærd på Facebook, som er blevet kategoriseret som en interesse for ‘landsforræderi’. Det mener Benjamin Rud Elberth, der er ekspert i sociale medier og ejer af Elberth Kommunikation.

- Det er kun fantasien, der sætter grænser. Du vil kunne lave annoncer, der peger folk ind til steder, hvor du vil kunne identificere og lave databaser over, hvem de rent faktisk er, siger Benjamin Rud Elberth.

Faktisk er det så let, at man kan gøre det delvist gennem Facebooks eget reklamesystem, fortæller IT-sikkerhedsekspert i CSIS, Peter Kruse.

- Man opretter en reklame og lokker dem ind på en specielt designet hjemmeside, som derefter kan identificere, hvem den pågældende person er, siger han til P1 Orientering.

Eksperter: Sådan virker det

Halfdan Timm er head of social i Obsidian Digital og ekspert i sociale medier. Han arbejder til dagligt med annoncering på Facebook og mener også, at det har været muligt at finde frem til, hvem der i Rusland er interesseret i landsforræderi.

Først kunne man gå ind i Facebooks annoncesystem. Her kunne man vælge at målrette mod alle, der boede i Rusland, og alle, der havde annonceinteressen ‘landsforræderi’. I annoncen skulle der være et link til en hjemmeside man ejer. Hermed sikrede man, at de eneste der så og klikkede på linket, var dem der var blevet stemplet som interesseret ‘landsforræderi’ og boede i Rusland.

Annoncen behøvede ikke at have noget med landsforræderi at gøre. Det kunne også være af den mere underholdende slags “se hvilken krigshelt du ligner mest” eller et godt tilbud på nogle nye sko.

- At få folk til at klikke på et link er den mest hyppigt brugte annoncemålsætning, forklarer Halfdan Timm.

Ekspert i IT-sikkerhed ved IT-Universitet, Søren Debois, forklarer, hvad man kunne gøre, når man havde fået folk med annonceinteressen ‘landsforræderi’ til at klikke på ens annonce.

- Alle personer, der går ind på en hvilken som helst hjemmeside efterlader deres IP-adresse til hjemmesidens ejer. Som efterretningstjeneste kan det bruges til at finde frem til, hvor du bor. Hvis de bruger phishing, så kan de finde frem til dit navn, din bank, dit telefonnummer, din e-mail.

- Der er nærmest ingen grænser for, hvad man kan gøre, understreger Søren Debois.

Udviklingen i Rusland går den forkerte vej, mener ekspert

Verdenssamfundets øjne har i den sidste måned været rettet mod Rusland og VM i fodbold. Men hvis man kigger efter fremskridt i forhold til menneskerettigheder og ytringsfrihed, så bliver man skuffet mener Mette Skak, der er ekspert i Rusland og lektor ved Aarhus Universitet.

- Udviklingen går imod en forværret situation, hvad angår menneskerettigheder, ytringsfrihed og mulighed for at deltage i regeringskritiske politiske aktiviteter, siger hun til P1 Orientering.

Hun ser med bekymring på de redskaber, som Facebook og andre sociale medier utilsigtet giver de russiske myndigheder.

- Formelt er der jo ikke censur på internettet i Rusland, men med de her metoder, som Facebook jo nok i virkeligheden utilsigtet har foræret de russiske myndigheder, så bliver det reelt nemmere for dem systematisk at holde øje med og registrere, hvem de ser som landsforrædere, siger Mette Skak til P1 Orientering.

Mette Skak ved ikke, om de russiske myndigheder har brugt lige præcis Facebooks nøgleord ‘landsforræderi’ i deres annonceinteresse. Det er kun de russiske myndigheder, der ved det.

Men hun ved gennem sin forskning, at myndighederne i Rusland er kreative til at bruge internettet og sociale medier i deres overvågning af borgerne.

- Det her kan jo give de russiske myndigheder muligheder for en slags postmoderne stalinisme, afslutter hun.

Efterretningstjenester i hele verden er dygtige til at udnytte internettet

Trolde-fabrikker og hackerangreb har fyldt i verdenspressens forsider de seneste år. Internetaktionerne er gentagne gange blevet beskyldt for at have forbindelser til Kreml, og til tider er de afsløret i det.

Sociale medier, såsom Facebook, menes at have spillet en stor rolle i landets forsøg på at påvirke blandt andet det amerikanske valg.

Men Peter Kruse er ikke i tvivl om, at myndigheder verden over - inklusiv de russiske - også er knivskarpe til at udnytte Facebook og andre sociale mediers potentiale, når det handler overvågning af deres egen befolkning.

- Jeg er slet ikke et sekund i tvivl om, at efterretningstjenesterne i bred grad allerede gør det her. Det er jo i virkeligheden det, som efterretningstjenester lever af. De lever af at lave profiler på mennesker, forklarer Peter Kruse.

Google kan være et lige så godt redskab som Facebook for efterretningstjenester, hvis ikke bedre, mener Mikael Lemberg, der er ekspert i Facebook annoncering og produktchef ved Falcon.io.

- Hvis jeg var en efterretningsmand med slemme intentioner om at afsløre personlige sympatier eller seksualitet, så tror jeg, at jeg ville få mere ud af Google-platformen end jeg ville få af Facebook, siger Mikael Lemberg.

Facebook mener at de beskytter deres brugere tilstrækkeligt

IT-sikkerhedseksperternes kritik får ikke umiddelbart Facebook til at ændre praksis på andre områder end, at fjerne ‘landsforræderi’ fra deres annoncesystem.

- P1 Orientering har rejst en række vigtige spørgsmål om, hvordan Facebooks annonceringssystemer fungerer, skriver Joe Osborne, der er talsperson for Facebook, i en kommentar til P1 Orientering.

Men de understreger, at ‘Virksomheder får ikke oplysninger om dig, der kan bruges til at identificere dig.’ Facebook understreger, at annonceinteresser og sympatier ikke er det samme. De mener altså ikke, at de 65.000 russere er registreret som ‘landsforrædere’, men som interesseret i ‘landsforræderi, der kan være en historisk interesse.

Facebook mener, at deres annoncesystem giver brugerne en bedre oplevelse på Facebook.

- Vores mål er at sikre, at folk ser relevante og brugbare annoncer. Det er bedre for de mennesker, der bruger vores service, såvel som for annoncører. For at gøre dette skaber vi annoncekategorier baseret på folks interesser i forskellige emner, fortæller Joe Osborne, der er talsperson for Facebook.

Det er fornuftigt, at Facebook fjerner denne annoncekategori, mener ekspert i Facebook annoncering Mikael Lemberg. Han har svært ved at se, hvorfor man overhovedet har skulle have sådan en annonceinteresse.

- Hvis jeg skal kigge på det som samfundsborger, synes jeg ikke det virker særligt konstruktivt for den demokratiske dialog, men derfor er det også positivt, at Facebook fjerner 'landsforræderi' nu, siger Mikael Lemberg.

Facebook mener at de handler tilstrækkeligt, hvis de finder misbrug af deres produkter.

- Afhængigt af overtrædelsen kan vi enten fjerne annonce, suspendere annoncøren eller endda rapportere annoncøren til retshåndhævelsen, siger Joe Osborne, der er talsperson for Facebook, til P1 Orientering

Facebooks annoncesystem er deres største problem, mener ekspert

Peter Kruse ser disse påstemplinger som Facebooks største problem.

- Brugerne på Facebook skal i høj grad gøre klar med sig selv, hvordan de ytrer sig, så de ikke bliver påstemplet noget. Facebooks største problem er, at de stempler og kategoriserer på den her måde, siger Peter Kruse

Han mener helt grundlæggende, at der er problemer i, at man kan målrette annoncer til brugere, ud fra deres politiske interesser, ikke kun landsforræderi.

- Det er indlysende, hvor kæmpestore problemer det kan give, siger han.

Facebook
Twitter