Facebook klar med ny dating-funktion for amerikanske brugere

Tech-giganten vil bruge brugernes data til at finde det perfekte match for kærlighedssøgende singler.

Facebook Dating er lige nu tilgængelig i 20 lande, og man forventer, at kunne indtage det europæiske marked tidligt næste år, skriver The Verge. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Teknologi-giganten Facebook har torsdag lanceret en ny datingfunktion for brugere over 18 år i USA.

Det sker, næsten et år efter at funktionen for første gang blev testet blandt brugere i Colombia.

Det skriver det amerikanske tech-medie The Verge.

Funktionen vil være tilgængelig på en smartphone-app. Brugere kan etablere en profil, der er adskilt fra deres oprindelige Facebook-profil.

Her vil de kunne møde potentielle partnere blandt venners venner. Alternativt kan man søge partnere helt uden for sin eksisterende vennekreds.

Funktionen vil foreslå dates baseret på præferencer, som brugerne registrerede, da de oprettede deres Facebook-profil.

Derudover vil forslagene være baseret på interesser og aktiviteter på Facebook.

Ingen swipe-funktion

Facebook Dating er en gratis funktion, oplyser Facebook.

- Vi vil ikke inkludere noget, der minder om swiping eller computerspil. Facebook Dating handler om samtale, siger produktansvarlig Nathan Sharp ifølge The Verge.

Med torsdagens lancering i USA er Facebook Dating tilgængelig i 20 lande.

Facebook forventer at kunne indtage det europæiske marked tidligt næste år, skriver The Verge.

/ritzau/