Facebook lægger Trump på is i to år

Den tidligere præsident kan få åbnet sin profil igen, hvis risikoen mod den offentlige sikkerhed aftager, lyder det fra Facebook.

Donald Trump skal undvære Facebook-megafonen frem til januar 2023. (Foto: OLIVIER DOULIERY © Ritzau Scanpix)

Facebook udelukker den tidligere amerikanske præsident Donald Trump fra det sociale medie i to år.

Det skriver Facebook i en pressemeddelelse.

Trump kan få lov at få åbnet sin Facebook-profil igen, "hvis risikoen mod den offentlige sikkerhed er aftaget", lyder meldingen.

Donald Trump blev suspenderet fra Facebook, efter at han 6. januar lagde en video op under optøjer i Washington, hvor hans tilhængere stormede Kongressen.

I videoen sagde Donald Trump "vi elsker jer, I er meget særlige" til demonstranterne. Her var der tale om "lovprisning" af personer, der var involveret i voldshandlinger ved Kongressen, vurderer Facebook.

- Ud fra omstændighedernes grovhed, som førte til suspenderingen, mener vi, at hans handlinger udgjorde et alvorligt brud på vores regler, hvilket kræver den højest mulige straf under vores nye regler, lyder det fra it-giganten.

Meldingen fra det sociale medie er, at beslutningen om at udelukke ham i to år, udspringer af overvejelser om "behovet for, at det skulle være længe nok til, at man er kommet på sikker afstand af tilskyndelsen" til urolighederne den 6. januar.

De historiske uroligheder i det amerikanske demokratis højborg kostede fem personer livet.

Et nederlag og "en fornærmelse"

Den tidligere præsident betegner Facebooks beslutning som en "fornærmelse" mod vælgerne.

- De burde ikke kunne slippe afsted med denne form for censur og at bringe os til tavshed, og i sidste ende vinder vi. Vores land kan ikke tåle denne mishandling længere, meddeler han ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Facebooks afgørelse er en fornærmelse mod de rekordmange 75 millioner mennesker plus mange andre, der stemte på os ved det forfalskede præsidentvalg 2020, lyder det videre fra Trump, skriver Ritzau.

Her gentager ekspræsidenten sine udokumenterede påstande om valgsvindel ved præsidentvalget i november sidste år.

Beslutningen om tidligst at lade Trump komme tilbage i januar 2023 er en del af ændringer, som er på vej, påpeger Ritzau.

De kommer, efter at Facebooks uafhængige tilsynsråd i sidste måned anbefalede at vente med at lade den tidligere præsident få sit talerør på det sociale medie tilbage.

Rådet består af blandt andet akademikere, mediefolk og ekspolitikere - herunder den tidligere danske statsminister Helle Thorning Schmidt.

Tilsynsrådet pointererede i sidste måned, at det var forkert af Facebook at suspendere Trump på ubestemt tid. Derfor pålagde de det sociale medie at genoverveje beslutningen inden for seks måneder, hvilket it-giganten altså nu har gjort ved at tidsafgrænse udelukkelsen.

Tidligere har Facebook mødt kritik for ikke at gribe ind over for eksempelvis hadsk tale fra magtfulde politiske personer.

De ændringer, der nu er på vej, ventes at udstikke retningslinjer for, hvordan Facebook fremover vil behandle internationale ledere, der bryder platformens regler, skriver Ritzau.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk