Facebook stempler kendt konspirationsteori som farlig: 'Kaotisk 2020 har øget populariteten'

Profiler og grupper med tilknytning til konspirationsteorien QAnon bliver nu fjernet fra Facebook.

Der har de seneste måneder været mange demonstrationer i USA, hvor Trump-støtter havde t-shirts på med QAnon. Her i september i Adairsville, Georgia. (Foto: © ELIJAH NOUVELAGE, Scanpix)

Facebook har taget endnu et skridt for at slå ned på den konspirationsteoretiske bevægelse QAnon, der af Facebook nu er stemplet som farlig.

Derfor vil alle grupper og sider, der er tilknyttet QAnon blive fjernet fra både Facebook og Instagram.

Og det er et opsigtsvækkende træk, fortæller Kasper Grotle Rasmussen, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på SDU, hvor han blandt andet forsker i konspirationsteorier - heriblandt QAnon.

- Det kommer som fase to af den oprydning, som Facebook satte gang i tilbage i august, hvor man fjernede QAnon-grupper med direkte tilknytning til voldelige handlinger. Nu siger Facebook, at man vil have alt med tilknytning til QAnon væk.

QAnon stammer fra 2017, hvor en bruger, der kalder sig Q,begyndte at dele forskellige teorier, der senere blev til konspirationsteorien QAnon. Den handler kort sagt om, at der bliver kæmpet en hemmelig krig anført af USA's præsident, Donald Trump, mod Satan-tilbedende pædofile i regeringen, erhvervslivet og medierne.

I videoen forklarer Kasper Grotle Rasmussen, hvordan forbuddet fra Facebook kan få indflydelse på QAnon.

Uforudsigeligt og kaotisk

I begyndelsen levede Qanon for det meste på medier som 4chan og Reddit, men har siden gjort sit indtog på alle de store sociale medier som Facebook, Instagram, Youtube og Twitter.

QAnon fungerer på mange måder hierarkisk. Teorierne begynder ved, at føromtalte Q deler ofte kryptiske beskeder, der herefter fortolkes af det, som Kasper Grotle Rasmussen kalder for ypperstepræster eller superbrugere.

- De fungerer som gatekeepere på sociale medier, hvor de så fortolker de her kryptiske beskeder. Fortolkningerne bliver delt på absurd mange sider på sociale medier - vi taler titusindvis, hvor de bliver diskuteret og linket til hinanden. Det er et meget omfattende netværk, fortæller han.

Hver gang Kasper Grotle Rasmussen udtaler sig om konspirationsteorier, gør han meget ud af at slå fast, at de i sig selv ikke er farlige - de er en forklaringsmodel, der kan give nogle mennesker tryghed. Og man må sige, at der er nok at forklare i år 2020.

Bare fordi man tror på én konspirationsteori, betyder det ikke, at man tror på alle dele af den, ligesom teorierne og forståelsen af dem kan blandes på kryds og tværs. De går dog for det meste ud på, at tilfældigheder ikke findes, og at alt er planlagt. Som at en dødelig virus skulle slippes løs i verden.

- Konspirationsteorier som QAnon er ikke begyndt i 2020, men deres popularitet er accelereret i år, fordi det er et år, der er uforudsigeligt og kaotisk, siger Kasper Grotle Rasmussen.

Få uger til valg

Stemplingen af QAnon fra Facebook som en farlig organisation kommer på et tidspunkt, hvor det hele koger i de konspirationsteoretiske miljøer her fire uger før det amerikanske præsidentvalg.

Det fortæller Peder Byberg, der er religionshistoriker med speciale i nyere religioner og sekter, i P3.

- Jo tættere vi kommer på valget, des mere bliver Qanons historier intensiveret. De venter på, at stormen, som de har ventet på længe, kommer. Altså hvornår Trump virkelig smøger ærmerne op og får lagt den sataniske, pædofile Hollywood-elite ned, og vi får et paradis, hvor militæret overtager det hele og får orden i butikken.

Ifølge ham bliver alt, hvad Donald Trump foretager sig, fortolket. For eksempel når han taler og tweeter til folket.

- I sit tweet forleden dag, om at han og præsidentfruen var smittede med coronavirus, men nok skulle komme igennem det, sluttede han af med hashtagget #TOGETHER. Qanon ser beskeder overalt. I farven på hans slips, om han skriver i caps lock. Og de læser 'together' som 'to get her' - altså at ramme hende, Hillary Clinton, siger Peder Byberg.

Stort arbejde for Facebook

Der er ingen tvivl om, at Facebook står over for en svær opgave, når alle de her titusindvis af profiler og grupper med tilknytning til Qanon skal fjernes fra deres platform.

Det forklarer Astrid Haug, der er digital rådgiver og ekspert i sociale medier. Både fordi de forsøger at finde andre veje til platformen for eksempel med andre navne og mere skjulte budskaber, men også fordi de har en af verdens mest magtfulde ledere i ryggen.

- Trump har allerede været ude og tweete, at de sociale medier skal reguleres. Han vender sin kritk mod Facebook og Twitter og siger, at det er præcis det, han har advaret imod. At de censurer visse holdninger, og at alle er på Joe Bidens hold.

Donald Trump har flere gange fået fjernet opslag fra sociale medier, fordi de bliver betegnet som usande - senest i går hvor Facebook fjernede et opslag om influenza.

Timingen fra Facebooks side skal også ses i lyset af det forestående præsidentvalg, mener Kasper Grotle Rasmussen.

- Hvis der er noget, man ikke har lyst til hos Facebook, så er det at ende med en ny skandale som ved sidste valg med Cambridge Analytica. Man har ikke lyst til at få en utilsigtet rolle i præsidentvalget.

Det store spørgmål er så, om Facebooks nye retninglinjer vil hjælpe med at fjerne misinformation fra deres platforme, eller om det her egentlig bare er benzin på det konspirationsteoretiske bål.

Profeti går i opfyldelse

Selvom Peder Byberg mener, at forbuddet mod QAnon på Facebook kan betyde, at nogle af dem, der måske ville være interesserede i teorierne, bliver stoppet, så rykker Qanon bare til andre platforme.

- Jeg er ikke i tvivl om, at dem, der er radikaliseret, bliver yderligere radikaliseret, fordi de var forberedt på det her. De har forudsagt det, så det bliver en profeti, der går i opfyldelse for dem.

Kasper Grotle Rasmussen er enig i, at forbuddet kan forstærke fortællingen om at være forfulgt. De store sociale medier og deres algoritmer har dog i dag så stort betydning, at det i sidste ende vil betyde, at markant færre ser de her opslag.

Hvis altså de ikke bare dukker op med andre navne, som man så i august, da man opdaterede retningslinjerne.

- Hvis Facebook har lært af sidst, og de får dem (opslagene, red.) rigtig væk, bliver de sværere at finde, fordi de ikke bliver serveret i dit feed. Så kan det godt have en effekt.