Det har lignet et sikkert nederlag for et bredt flertal i Folketinget, der bekæmper et udkast til EU-regler, som vil gøre det lettere at få adgang til dagpenge i andre EU-lande.
Men nu peger meget på, at den omstridte forordning 883 kan blive udskudt til efter valget til EU-Parlamentet i maj, så hele forslaget kan gentænkes.
Det konstaterer formanden for beskæftigelsesudvalget i parlamentet. Tirsdag aflyste han en afstemning om forslaget.
- Frygten er selvfølgelig stor for, at vi ikke når et slutresultat med denne vigtige sag, siger formand Thomas Händel på et møde i Bruxelles om forordningen.
Forordning 883 handler om meget andet end vandrende arbejdstageres adgang til dagpenge - blandt andet pension, sygdom og arbejdsulykker.
Rumænien i tænkeboks
I marts lykkedes det ellers lovgiverne - EU-Parlamentet, EU-landene og EU-Kommissionen - at nå til enighed. Men fredag i sidste uge fik landene efter lobbyarbejde fra blandt andet Danmark kolde fødder.
De afviste udkastet. Dermed havde udvalget ikke noget at stemme om tirsdag.
- Vi får ingen afstemning i dag. EU-landene har trukket godkendelsen tilbage. Så vi skal forhandle igen, siger Händel.
Tirsdagens møde er udvalgets næstsidste inden valget, fortæller formanden. Den absolut sidste dag for en eventuel endelig afstemning i parlamentet er skærtorsdag.
Rumænien, som i øjeblikket har det skiftende formandskab for EU, er gået i tænkeboks. Det skal nu vurderes om forordning 883 er død eller levende.
Midt i marts gav forhandlerne foreløbig grønt lys til, at optjeningsperioden for vandrende arbejdstagere i EU reduceres fra tre til en måned.
Retten til dagpenge i et andet EU-land ville dog fortsat være betinget af, at en EU-borger var arbejdsløshedsforsikret i det land, vedkommende kom fra.
/ritzau/