Fælles aftale klar: Nord- og Sydkorea vil sløjfe atomprogram

Af en fælles erklæring fremgår det, at landene vil samarbejde om at få gjort den koreanske halvø fri for atomvåben.

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in (tv.), og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, underskriver aftalen, hvor de forpligter sig til at arbejde for en atomvåbenfri region. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)

Nord - og Sydkorea vil samarbejde om at få gjort den koreanske halvø fri for atomvåben.

Det fremgår af den fælles erklæring, som Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, har underskrevet fredag, hvor de har holdt møde i grænselandsbyen Panmunjom.

- De to ledere erklærer foran 80 millioner indbyggere i vores lande og hele verden, at der ikke længere skal være krig på den koreanske halvø, og at en ny fredsæra er begyndt, skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Det er første gang i 11 år, de to ledere på den koreanske halvø mødes, og på mødet er de blevet enige om at arbejde for en 'permanent' og 'solid' fred for landene.

Afviklingen af atomprogrammet vil blandt andet betyde en militær nedrustning, ophør af såkaldt fjendtlige handlinger, og et mål om at få omdannet det stærkt bevogtede grænseområde til en fredszone, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sigter mod en fredsaftale inden 2019

Nord - og Sydkorea vil derudover også inddrage USA og muligvis også Kina i forsøget på officielt at få indgået en fredsaftale om Korea-krigen, der blev afsluttet i 1953.

De to lande underskrev en våbenhvile, men da der ikke siden hen er indgået en egentlig fredsaftale, er den koreanske halvø teknisk set stadig i krig.

Håbet er at nå til enighed, så man kan få underskrevet en fredsaftale, inden året er omme.

Derudover vil der også i fremtiden afholdes genforening af de familier, som blev splittet under Korea-krigen, og et særligt forbindelseskontor til formålet vil blive oprettet i den nordkoreanske grænseby Kaesong.

Ifølge Reuters forventes det, at genforeningsmødet vil blive afholdt i midten af august, som vil markere halvøens befrielse fra det japanske styre efter 2. Verdenskrig.

Sydkoreas præsident rejser desuden til Pyongyang i Nordkorea til efteråret, og allerede i næste måned er der planer op at afholde et topmøde på militært højt niveau.

Kun to gange tidligere har en nordkoreansk leder mødtes med en sydkoreansk præsident. Det skete i 2000 og 2007, og begge møder fandt sted i Pyongyang.

Facebook
Twitter