Færøernes unikke corona-våben: Gammel laksetest redder liv

Langt før de danske myndigheder skiftede til en offensiv testkurs, testede færingene effektivt folk med milde symptomer.

Færøernes lakseindustri blev truet af et sygdomsudbrud. Siden har man testet intensivt i fiskeindustrien. (Foto: Oscar Scott Carl © Scanpix)

I januar, mens mange tvivlede på, at coronavirus ville blive et problem i Europa, tændte lyset i en idé-pære i den færøske Fødevarestyrelse.

Her arbejder genetikeren Debes Hammershaimb Christiansen.

Han fik tanken, at testredskaberne fra en to årtier gammel katastrofe eventuelt kunne bruges i bekæmpelsen af en ny. Hvis nu han

justerede
på dem?

For præcis tyve år siden kom der nemlig en meddelelse om, at der var en

smitsom
sygdom på et lakseanlæg på Færøerne. Hele industrien gik nedeom og hjem på meget kort tid.

- Der var der stort set ingen laks mere, det hele var fjernet på meget kort tid, fortæller Debes Hammershaimb Christiansen.

- Om det er en prøve fra en laks eller en prøve fra et menneske, metodemæssigt er det ligegyldigt, siger Debes Hammershaimb Christiansen.

Så med en justering af gamle testredskaber - oprindeligt brugt på laks - har Færøerne som de færreste formået at bremse den accelererende

epidemi
.

- Det endte jo med, at vi er det land i verden, der tester flest per borger, så det har været en stor succes, siger Shahin Gaini, som er speciallæge på det færøske Landshospital.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen er omkring 8,3 procent af den færøske befolkning blevet testet for Covid-19.

I Danmark er cirka 0,4 procent af befolkningen blevet testet.

Erfaringer fra tidligere virusudbrud hjælper

Hvis ikke det var for den færøske genetikers idé om at genbruge gamle laksetests i kampen mod coronavirusset, var Færøerne med stor sandsynlighed blevet hårdere ramt, end øgruppen er nu.

- Vi har kunnet følge anbefalingerne, og når man tester så mange som muligt, får man identificeret dem, der har virus, og så kan man standse smittekæder. Vi er lykkedes med at få coronavirussets smitterate ned til 1,3, og det er faktisk lavt. Når du rammer et, så dør

epidemien
ud, siger Shahin Gaini.

For tyve år siden blev den færøske laks ramt af influenzavirusset ILA. Omkring 90 procent af laksene forsvandt, og den færøske lakseindustri var i knæ. Derfor indkøbte de færøske myndigheder en masse testudstyr og beordrede omfattende

screenings
af hvert eneste anlæg.

- Der blev købt nyere udstyr, og det er faktisk det samme udstyr, som vi bruger i dag, siger Debes Hammershaimb Christiansen.

Virusset var væk efter fem år, og laksebestandene screenes stadig den dag i dag.

Laksetesten

Den første færing blev testet med det nye udstyr i slutningen af februar.

Shahin Gaini er glad for, at genetikeren ringede til ham, da han havde fået idéen om at genbruge løsningen fra den årtier gamle laksekrise.

- Debes havde ret, det blev en pandemi, og vi er meget glade for, at han satte analysefaciliteterne op, så vi var helt klar, da det ramte, siger han.

Debes Hammershaimb Christiansen har fået en stor del af æren for, at coronavirusset ikke har spredt sig lige så heftigt på Færøerne som i andre lande. Og det har ført en hel del opmærksomhed med sig.

- Det er en kort vej fra anonymitet - og så til at være på hele tiden, det må man sige, siger han.

Strenge karantæneregler

Han har dog svært ved at tage hele æren på sig. Måske fordi det ikke kun er hans testidé, der gør, at den færøske udvikling skiller sig så meget ud fra andre landes.

Det er både opsporing, nedlukninger og karantæner, der gør, at virussets spredning er sat så meget ned i tempo. Fra testningens start har færingene holdt fast i den såkaldte inddæmningsstrategi.

I hovedstaden, Tórshavn, tilbyder Færøernes

sundhedsvæsen
en drive-in-test til borgere, der har symptomer, og en stor del af befolkningen sidder eller har allerede siddet i to ugers hjemmekarantæne.

Da det eksemplevis viste sig, at en af de første smittede arbejdede i en børnehave i Færøernes næststørste by, Klaksvík, blev 100 personer sendt hjem i karantæne.

En håndfuld borgere i Tórsshavn er oven i købet blevet indlogeret på hoteller i hjemmekarantæne.

På Færøerne er foreløbig 173 personer testet positive for Covid-19, og ingen færinger er døde af smitten. Det viser tallene fra Sundhedsstyrelsen.

På trods af den positive udvikling holder alle færøske skoler og

daginstitutioner
fortsat lukket til og med 13. april.

Facebook
Twitter