Færre end 200 så moske-angreb live på Facebook

Ingen af dem, der så med live, anmeldte videoen med det samme, oplyser Facebook.

Der var ikke mange, der så med, da gerningsmanden sendte sin udåd live på Facebook. (Foto: Edgar Su © Scanpix)

Videoen af moské-angrebene i Christchurch blev set færre end 200 gange på Facebook, mens optagelsen stod på. Samtidig var der ingen brugere, som anmeldte videoen, da den blev vist direkte.

Det oplyser det sociale medie i kølvandet på angrebene på to moskéer i den newzealandske by i fredags, hvor 50 mennesker blev dræbt.

Gerningsmanden optog en 17 minutter lang video, der blev sendt direkte på Facebook og viste mænd, kvinder og børn, der blev skudt på klos hold under fredagsbønnen.

Ifølge Facebook blev en gemt kopi af videoen første gang anmeldt af en bruger, 12 minutter efter at live-udsendelsen var slut.

Kræver svar fra Facebook

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, har efter angrebet krævet svar på, hvad de sociale medievirksomheders rolle er, når det kommer til at fjerne videoen og stoppe den fra at blive delt.

- Det er et emne, som jeg ser frem til at diskutere med Facebook, sagde Ardern ved et pressemøde søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Facebook har tidligere oplyst, at selskabet i løbet af de første 24 timer efter angrebet fjernede videoen 1,5 millioner gange globalt.

Søndag blev en 18-årig mand fængslet i New Zealand i tre uger for at have delt videoen.

De newzealandske myndigheder sagde tidligt efter angrebene, at det kunne være strafbart at dele videoen, som var begyndt at cirkulere på sociale medier.

Alligevel har det vist sig svært at komme af med optagelsen, som er delt globalt.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter