FAKTA Hvad er ebola?

Mere end 1.000 mennesker har mistet livet efter at være blevet smittet med ebola-virus i Vestafrika.

Der findes ingen forebyggende vaccine mod ebola. Op til 90 procent af de smittede under et udbrud dør. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Ebola er en livstruende virus, som kan ramme både dyr og mennesker.

Virussen smitter fra menneske til menneske igennem kontakt med inficerede kropsvæsker som spyt, blod og sæd.

I perioderne mellem udbrud af sygdommen er mennesket ikke bærer af virus. Hvor virus gemmer sig mellem udbrud er fortsat en gåde, men frugtflagermus er under mistanke for at bære virus og dermed udgøre et såkaldt reservoir.

Hvis man bliver smittet, så vil der efter 2-21 dage opstå influenza-lignende symptomer som høj feber, mathed, muskelsmerter, hovedpine og mavesmerter.

Derefter vil der følge opkastninger, diarré, udslæt og lever- og nyresvigt, og til sidst kan der opstå blødninger.

Patienter skal isoleres

Der findes ingen forebyggende vacciner mod ebola. Op til 90 procent af smittede under et udbrud dør.

For at stoppe udbrud af sygdommen er det nødvendigt at opspore og isolere patienter. Ved at placere en smittet patient i en såkaldt isolationsenhed forhindrer man yderligere smitte, og patienter modtager behandling for deres symptomer.

Ebola er opkaldt efter en flod i DR Congo, hvor virus blev opdaget i 1976. Siden har en række epidemier fundet sted i afrikanske lande indenfor et bælte af ti breddegrader fra ækvator.

I 2007 var der et udbrud i Congo og et i Uganda. I marts 2014 udbrød ebola i det sydlige Guinea i Vestafrika, hvor sygdommen ikke tidligere har været konstateret.

Kilde: Læger Uden Grænser

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter