Fakta Hvorfor udløses en lavine?

Op mod 30 mennesker frygtes omkommet, efter en lavine ramte deres hotel i byen Farindola i Italien

Lavinen blev udløst af jordskælv i området.Hunde og specialudstyr er sat ind for at lede efter overlevende i bygningen, skriver det italienske medie La Stampa. (Foto: GUARDIA DI FINANZA / PRESS OFFIC © Scanpix)

Det firestjernede skihotel, Hotel Rigopiano, i det centrale Italien blev onsdag aften ramt af en kraftig lavine. Lavinen var så voldsom, at hotellet, der er fire etager højt, rykkede sig cirka 10 meter. Lavinen blev udløst af jordskælv i området, og op mod 30 mennesker frygtes at være omkommet.

Men hvad er en lavine egentlig?

* En lavine er et skred af sne, der kan komme op på en hastighed på over 300 kilometer i timen.

* Årsagerne til laviner kan være både vind, sol, rim og bjergkrumningen. Som regel er faren for laviner størst ved en bjergstigning på over 25 grader.

* Laviner udløses ofte, når et skråt underlag ikke kan bære den tunge sne og derfor begynder at skride under en accelererende proces.

* Det kan for eksempel ske i tøvejr, eller hvis nyfalden sne er faldet ovenpå et gammelt snelag med en iset overflade.

Italienske redningsfolk kæmper mod tiden. De graver massive snemængder væk fra det lavinesmadrede hotel i Italien, og op mod 30 mennesker frygtes omkommet. (Foto: ITALIAN FIRE DEPARTMENT HANDOUT © Scanpix)

* Bliver man ramt af en lavine, skal man forsøge at holde vejret og lave brystsvømmebevægelser. Derved undgår man sne i lungerne og skaber en luftlomme, der kan sikre, at man får ilt.

* Den internationale lavineskala har fem kategorier, hvor 1 angiver, at der er en meget lille risiko for laviner, og 5 betyder, at der på grund af vedvarende snefald sættes mange spontane laviner i gang, og at sneen er ekstremt ustabil.

* Der findes forskellige typer af laviner. I Europa er en flagelavine den mest almindelige lavine. Den opstår ved, at en stor sneflage river sig løs og glider ned ad bjerget. Den er som en tikkende bombe, der udløses og lynhurtigt kan inddrage en hel bjergside.

/ritzau/