Familie på fem mistede deres hjem i flammerne i Californien

Keith Farris, hans kone og deres børn havde boet i huset i et år, da skovbranden ødelagde alt.

Den mest dødelige og omfattende skovbrand i Californiens historie ramte den lille bjergby Magalia ved Paradise i de tidlige morgentimer den 8. november i år. Tusindvis af familier mistede deres hjem til flammerne – én af dem er familien Farris.

Familien tæller fem medlemmer: far Keith, mor Cyrena og deres børn. Det er ikke mere end et år siden, at familien rykkede alt op og flyttede fra Alaska i det kolde nord og ind i deres drømmehjem midt i Californiens smukke bjerglandskab.

Cyrena Farris er sekretær på en skole i området, og hun var netop trådt ind ad døren til en ny arbejdsdag, da hun pludselig så røg et stykke væk.

- Jeg så en lille røgsky. Og jeg tænkte, at det var mærkeligt. Var der mon en bygning eller noget andet, der brændte?

Men det var ikke en bygning, der var i brand. Ikke længe efter gik det op for Cyrena, at det var alvor, og sammen med sin mand, Keith, fik hun hentet børnene fra skole, de tre hunde i hjemmet og kørt dem i sikkerhed. Få timer efter har skovbranden ødelagt alt.

Nu ligner deres hjem ikke længere et hjem. I stedet står området tilbage som et postapokalyptisk mareridt med udbrændte biler på række, døde nåletræer og små rester af et levet liv, der svæver i luften og lægger sig på resterne af byen.

Der er ikke meget tilbage af familiens hus, og kun rester fra børnenes cykler, en computer og en klinge fra en hockeyskøjte er til at kende. (Foto: Lau Kræn Svensson © (c) DR)
Keith og Cyrena blev gift sidste år. Ringen, som Keith holder, er desværre ikke Cyrenas vielsesring, som han ellers håbede. (Foto: Lau Kræn Svensson © (c) DR)

Skovbrandene i Californien har de senere år nået en kedelig rekord. Sæsonen bliver længere og længere, og brandene bliver større og mere voldsomme.

Branden, der ødelagde familien Farris’ og tusinde af andre familiers hjem, dækkede et område på størrelse med Bornholm, da den var størst.

Familien brugte meget af deres tid i husets have, hvor blandt andet gyngestativet underholdt børnene i mange timer. (Foto: Lau Kræn Svensson © (c) DR)

Naboerne beroligede familien

Da familien flyttede til Magalia, havde de allerede hørt om skovbrandene, men naboerne beroligede dem. Som mange andre i området, troede Keith og Cyrena på, at de var på den sikre side – skovbrandene ville i hvert fald ikke blive et problem for dem.

- Vi troede, at vi var sikre, for det troede alle omkring os også. Alle i området vidste, at der er brande i Californien, men det ville ikke ske for os, fortæller Keith.

Der var kaos på vejene omkring Paradise, da familien kastede et sidste blik på deres hjem, før de kørte mod sikkerheden. Efter to timer var familien knap nok nået ud af nabolaget. (Foto: Lau Kræn Svensson © (c) DR)

Med børn, hunde og familiens fødselsattester i hver sin favn nåede ægteparret gennem flammerne og ud i sikkerhed nogle timer fra deres hjem.

Nu er de klemt sammen i en lille lysegrøn campingvogn, som de har hentet i nabostaten flere timer væk. Det er umuligt at finde campingvogne og autocampere efter branden, fordi så mange er blevet hjemløse i området.

Familiens nye hjem – en campingvogn, som de har hentet i nabostaten, Nevada. (Foto: Lau Kræn Svensson © (c) DR)
Familien har fundet en grøn plet, hvor børnene og hundene frit kan lege og boltre sig med andre hunde og børn. (Foto: Lau Kræn Svensson © (c) DR)

Familien bor tæt i den lille campingvogn. Familien arbejder på at gøre deres nye hjem lidt mere personlig – blandt andet skal de have fjernet de tidligere ejeres klistermærker, som sidder rundt omkring. Og så vil børnene hænge plakater op og male deres eget lille område.

Keith og Cyrena Farris vil nu forsøge at bygge et nyt hus på grunden. De har startet en fundraising på Facebook - selvom der var forsikring på huset, så dækker det formentlig kun halvdelen af husets værdi.

Cyrena Farris viser rundt i campingvognen. Forældrene sover i den øverste køje, børnene i de mellemste køjer, og de tre hunde på hver sin lille plet på gulvet. (Foto: Lau Kræn Svensson © (c) DR)

Klimaforandringer gør skovbrande værre

Årsagen til de mange skovbrande i Californien i år skal ifølge flere klimaforskere findes i de stadigt stigende temperaturer, vindene på den nordlige halvkugle, der ændrer sig, og så har staten været ramt af historisk tørke i år.

Men Keith har ikke meget til overs for de eksperter, der siger, at klimaforandringerne gør de mange skovbrande i Californien værre.

- Jeg voksede op i Alaska, og når du har vintre med minusgrader helt ned til –60 grader, er det svært at forestille sig, at der findes klimaforandringer og global opvarmning, siger han.

Når man bor i en campingvogn, er der ikke plads til hjemmelavet mad – især ikke til en familie, der tæller fem personer. (Foto: Lau Kræn Svensson © (c) DR)
Keith og Cyrenas yngste datter, Chloe, henter sodavand til familien. (Foto: Lau Kræn Svensson © (c) DR)
Selvom familien Farris mistede alt til skovbranden, har de besluttet sig for, at huset skal bygges igen – på den samme grund. Sådan bevarer de minderne bedst, siger familien. (Foto: Lau Kræn Svensson © (c) DR)

Skovbranden har kostet mindst 85 mennesker livet, siden den brød ud i begyndelsen af november. Søndag den 25. november var skovbranden 100 procent under kontrol.

I videoen kan du se Keith fortælle om det første møde med sit gamle hjem:

Mød Keith, Cyrena og deres fem børn i Horisont i aften klokken 21:55 på DR1.

Facebook
Twitter