For nogle måneder siden solgte 35-årige Amer Adil det eneste, han ejede af værdi: Et hus i den irakiske by Mosul, som han tidligere er flygtet fra.

Pengene – og lidt ekstra han skaffede – brugte han på at betale menneskesmuglere 130.000 kroner for at bringe ham, hans kone og deres tre børn til Hviderusland og derfra videre ind i EU.

- Vi mistede alt. Nu begynder vi forfra fra nul, siger han stille, inden hans hustru bryder ind:

- Tak Gud for at vi ikke mistede børnene. Jeg så med mine egne øjne lig på turen. Jeg var så bange for, at mine børn skulle dø.

Familien var med på et fly med over 400 irakere, som i sidste uge blev evakueret fra Hviderusland – også kendt som Belarus – efter, at de forgæves havde forsøgt at krydse grænsen fra landet og ind i EU.

Nu er de tilbage i den kurdiske del af Irak, hvor de sover på gulvet hos noget familie. De har ingen penge tilbage, intet sted at bo. Og de føler sig narret.

- Alle løj for os. Det hele var løgne, siger 34-årige Jailan Jahwar, mens hendes mand nikker.

- Vi blev brugt i et politisk spil, siger Amer Adil, mens han viser videoer og billeder fra familiens rejse.

'Vi vidste ikke, hvor farligt det var'

Han tabte selv 11 kilo under turen og frygtede, at hans børn skulle omkomme i kulden på grænsen mellem Polen og Hviderusland.

Faren siger, at han og hustruen stort set ikke sov i fire dage, fordi de frygtede, at børnene ville dø i skoven, som de skulle igennem i Polen.

- Det var så koldt. Vi puttede børnene imellem os for at varme dem. Min mand græd. Jeg græd, siger Jailan, inden hun begynder at græde.

Men hvorfor tog I overhovedet jeres børn med på så farlig en tur?

- Vi vidste ikke, det var så farligt. De sagde, at Polen var lige på den anden side, og hviderusserne sagde, at vi bare skulle gå. Vi tog kun af sted for at give vores børn en bedre fremtid, siger hun.

Soldater hjalp dem på vej

Familien fortæller samme historie, som andre hjemvendte irakere, jeg har talt med. Hviderussiske soldater i civilt tøj kørte dem i en militærbil langs grænsen og havde boltsakse med, så de kunne klippe hul i grænsehegnet.

Inden havde en "rejseagent" eller menneskesmuglere skaffet visum til familien gennem Hvideruslands konsulat i Tyrkiet. Derefter tog familien til Tyrkiet og fløj til Hvideruslands hovedstad, Minsk, sammen med andre irakere med samme plan: At komme til EU.

Familien nåede ind i Polen, men siger, de blev fanget af de polske myndigheder og kørt tilbage i ingenmandslandet mellem de to lande.

- Jeg sagde, at vi var flygtet, men de slog min mand og sendte os tilbage. Jeg sagde, de skulle lade være at slå ham. Jeg græd, og mine børn græd, siger Jailan, mens hendes tre børn i alderen tre til seks år stille kigger på hende.

24-årig: 'Jeg troede, min hustru skulle dø'

Familien er langt fra den eneste, som føler sig misbrugt af både smuglere og de hviderussiske myndigheder.

På en restaurant i den nordirakiske by Dohuk møder jeg 24-årige Zaid Ali, som sammen med sin gravide hustru forsøgte samme tur.

- Smuglerne løj fra begyndelsen til enden, siger han.

Han og hustruen lånte de næsten 160.000 kroner, deres tur kostede, af familiemedlemmer. De nåede da også ind i Polen, men derfra faldt smuglernes løfter fra hinanden.

- De sagde, vi skulle gå få timer. Det tog 60 timer igennem en skov i kulde. Jeg troede, min hustru skulle dø i kulden om natten, selvom jeg gjorde alt for at varme hende. Jeg har det som om, vi døde og kom tilbage, siger han.

Da han og 15 andre irakere endelig nåede frem til et mødested i Polen, smuglerne havde sendt dem GPS-koordinater på, var der kun en enkelt bil klar.

- Vi lod en yezidi-familie med børn tage med dem, og de nåede til Tyskland. Mange timer senere sendte smuglerne en minibus til os, men vi blev stoppet af polsk politi og sendt tilbage, fordi de stopper den slags busser, siger han.

Ziad Ali siger, at han og resten af gruppen blev sendt tilbage til ingenmandslandet mellem Polen og Hviderusland og efterladt der uden deres simkort. Til sidst blev de samlet op af de hviderussiske myndigheder, og Ziad og hans hustru valgte at tage tilbage til Minsk og blive evakueret.

Troede ikke på asyl

Nogle af de evakuerede irakere, der var på flyet fra Hviderusland kunne muligvis have fået asyl i EU. Som den 52-årige Naam Khudr Khalu, som tilhører yazidi-mindretallet, der er blevet forfulgt og udsat for et regulært forsøg på folkedrab af Islamisk Stat.

- Det var en beskidt situation. Ingen gjorde noget for os. Nu har vi intet tilbage, ingen mad at spise. Ikke engang det telt, vi forlod, siger Naam Khudr Khalu, der - inden hun tog til Hviderusland - boede i en flygtningelejr i det nordlige Irak.

Det er derimod svært at se, hvordan 24-årige Zaid Ali, der bor i den fredelige by Dohuk, skulle være berettiget til asyl. Det erkender han da også selv over en kop te på restauranten.

- Jeg vidste godt, at de først og fremmest giver asyl til yezidier og syrere. Men jeg har ingen fremtid for min familie her. Jeg har ikke fået løn i flere år i mit arbejde. Der er korruption og nepotisme. Så jeg følte ikke, jeg havde andet valg end at forsøge at tage af sted, siger Zaid Ali, der arbejdede som ambulancechauffør i den kurdiske del af Irak, inden han tog mod Europa.

Skylder svigermor penge

Smugleren har tilbagebetalt ham 30 procent af pengene, fordi han og hustruen ikke nåede frem. Men fordi han har lånt alle pengene, skylder han nu sin familie et stort beløb.

- Jeg overvejer at sagsøge smugleren for at få pengene tilbage. Jeg skylder for eksempel min svigermor, og som du nok kan forstå, er det ikke så godt, siger han med et grin.

- Jeg kan nærmest kun grine af, hvordan de snød os. Selvom det var livsfarligt, er der ikke så meget andet at gøre.

Kunne du finde på at tage af sted igen?

- Ikke på så farlig en tur. Men hvis en sikrere vej åbner sig, så vil jeg gerne. Jeg kan ikke se en fremtid her, siger den 24-årige kurder, som stadig har venner, der befinder sig i Hviderusland og forsøger at krydse grænsen.

Far fortryder rejsen

Tilbage i stuen, som Amer Adil og hans familie skal sove i denne nat, viser familien flere videoer fra grænseområdet. Deres børn forsøger at holde varmen i dynejakker i 11 graders frost på en af videoerne. Smuglerne havde fortalt dem, at de ikke måtte tænde bål, så de ikke blev opdaget af de polske myndigheder.

De levede af kiks og dadler.

Familien har i dag fortrudt rejsen mod Europa.

- Hvis jeg havde vidst, hvad der ventede os, havde jeg ikke gjort det, siger Amer Adil.

Men I lever i den kurdiske del af Irak, hvor der ikke er krig? Hvorfor troede I, at I ville få asyl i Europa?

- Der er en økonomisk krig her, og det er umuligt at leve. Desuden er jeg flygtet fra Mosul, som Daesh (andet ord for Islamisk Stat, red.) tidligere har indtaget, så jeg følte, vi havde en chance for asyl, siger han, mens hans hustru afbryder.

- Tyrkiet bomber også her i nærheden, og for bare få år siden rykkede Daesh meget tæt på. Siden jeg var barn, er jeg flygtet fra krig, sult og sygdom. Jeg kan ikke se noget godt her, så jeg tænkte, at mine børn måske kunne få en bedre fremtid i Europa. Man ved aldrig, hvornår tingene eksploderer her.

Men er det ikke lidt naivt at tro, at EU ville give asyl til jer?

- Måske. Men vi har ikke råd til ordentlig mad eller uddannelse her, og min mand er i forvejen flygtet. Det eneste, vi ejede var huset i Mosul, og det kunne vi ikke leve af. Vi gjorde det for at give vores børn en fremtid, siger Jailan.

Hendes børn leger lidt i stuen med en mobiltelefon. Nu vil deres far forsøge at begynde forfra.

- Det hele er op til Gud nu.