Fanget i storcenter under skuddrama: 'Jeg var så bange for at blive skudt'

Den thailandske soldat, der har dræbt mindst 20 mennesker, er stadig på fri fod.

Politi, soldater og specialstyrker er massivt til stede ved det center, hvor gerningsmanden har skudt og dræbt flere. (Foto: Athit Perawongmetha © Scanpix)

Sumana Jeerawattanasuk var inde og træne i fitnesscenteret i storcenteret Terminal 21, der ligger nordøst for Bangkok i Thailand, da han ankom.

Den thailandske soldat, som tidligere på dagen havde dræbt sin officer på en militærbase, ankom til det center, hvor Sumana Jeerawattanasuk var. På sin vej havde skudt på uskyldige flere steder i byen.

- Vi var så bange. Vores træner tog os med ud på et badeværelse, hvor vi alle gemte os, siger hun til nyhedsbureauet AP.

Her stod hun sammen med syv-otte andre og gemte sig i timevis, indtil politiet fik guidet dem ud.

- Jeg var så bange for at blive skudt.

Manden har i løbet af dagen dræbt mindst 20. Antallet af sårede er uklart, men mindst 21 personer har skader, oplyste politiet tidligere lørdag.

'Jeg hørte skuddene. Prøv at tage det roligt.'

Da gerningsmanden trængte ind i centeret og begyndte at skyde, søgte medarbejdere og kunder tilflugt forskellige steder.

Det fortæller fru Uam, der arbejder i centeret, til Thairath TV ifølge The Guardian.

- Så var der en flok, der begyndte at løbe. Jeg kunne se det helt tydeligt, fordi jeg var foran i centeret. Jeg så ham, og jeg så ham bevæge sig foran parkeringspladsen, hvor han senere tog en selfie og delte på Facebook.

Hun gemte sig flere timer inde i et depotrum, før hun blev hjulpet ud.

- Til jer, der er i shoppingcentret, gem jer et sikkert sted, og slå jeres telefoner fra. Vi har sendt alle vores styrker til stedet for at hjælpe jer, skrev politiet.

Thailands forsvarsministerium oplyser til Reuters, at politi og soldater stormede butikscenteret klokken 17 dansk tid. Her hjalp de hundredvis med at flygte, der lød skud, men det lykkedes angiveligt ikke politiet at pågribe manden.

Thailandske medier beretter, at gerningsmanden har været i ildkamp og skudt et medlem af specialstyrkerne og såret en anden. Det er endnu ikke bekræftet.

Det er uklart, hvor gerningsmanden befinder sig, men det formodes, at han stadig er i området omkring indkøbscenteret.

En gruppe af mennesker, der bliver reddet ud af centeret Terminal 21 af en thailandsk soldat. (Foto: Lillian Suwanrumpha © Scanpix)

Foran centeret samlede en masse af de evakuerede folk sig, mens manden stadig befandt sig inde i Terminal 21.

En af dem snakkede i telefon med sin kæreste, der var fanget inde i centeret.

- Jeg hørte skuddene. Prøv at tage det roligt. Myndighederne kommer og hjælper dig. Tag det roligt. Jeg er meget bekymret for dig. Jeg er ude foran bygningen, og jeg giver al information, jeg har, til myndighederne. Prøv at spar på telefonbatteriet, okay? Og tag billeder og læg dem på Facebook, siger han til hende i telefonen viser en video fra AP.

Lagde video og billeder op på Facebook

Det er uvist, hvad gerningsmandens motiv er.

Gerningsmanden er af flere medier blevet identificeret som en 32-årig mand, og han lagde både inden og under skyderiet billeder og video op på sociale medier, herunder Facebook, hvor han er stærkt bevæbnet.

Efterfølgende har Facebook lukket mandens profil, og man lover, at man gør alt for at fjerne materiale fra gerningsmanden.

- Vores dybfølte tanker går til ofrene, deres familier og samfundet, der er påvirket af denne tragedie i Thailand. Facebook er ikke et sted for folk, der begår denne form for grusomhed. Vi tillader heller ikke, at folk hylder eller støtter dette angreb, skriver Facebook i en pressemeddelelse ifølge Reuters.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter