Far til offer for London-angreb: Lad være med at udnytte min søn

Britiske politikere skændes om ansvaret efter fredagens angreb ved London Bridge.

Jack Merritt mistede livet under angrebet ved London Bridge i fredags. Hans familie vil ikke have ham inddraget i den britiske valgkamp. (Foto: Ben Stansall © Scanpix)

Fredag eftermiddag blev to mennesker dræbt ved et knivangreb i London - begået af en terrordømt mand på prøveløsladelse.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har efterfølgende kaldt det "latterligt og frastødende", at den terrordømte mand kunne blive løsladt efter otte års fængsel.

Han lægger op til længere minimumsstraffe og siger, at gerningsmanden blev løsladt på grund af et initiativ, som arbejderpartiet Labour satte i verden i 2008.

Meldingen, der har erobret forsiderne på en lang række britiske aviser her til morgen, vækker ikke begejstring hos David Merritt, der mistede sin søn, Jack, ved fredagens angreb.

David Merritt, som har delt mange opslag på Twitter, som er kritiske over for Johnson og hans Konservative Parti, tager afstand fra den "modbydelig propaganda" på de britiske avisforsider.

Her fokuseres der på, at regeringen nu vil sætte hårdt ind over for løsladte jihadister.

Merritt-familien har tidligere udsendt en pressemeddelelse, hvor de frabeder sig, at Jack Merritts død bliver brugt politisk.

Familien siger, at han ikke ville have ønsket, at hans død "blev brugt som et påskud af regeringen til at introducere endnu strengere straffe for indsatte eller at fængsle folk længere end nødvendigt".

Labour har beskyldt premierministeren for at udnytte en tragedie til at angribe sine politiske modstandere, men også medlemmer af arbejderpartiet har forsøgt at placere ansvaret hos modparten.

Partier peger fingre ad hinanden

25-årige Jack Merritt arbejdede med rehabilitering af indsatte hos organisationen Learning Together og var med til en konference afholdt af organisationen, da fredagens angreb fandt sted, skriver BBC.

Ifølge det britiske medie havde gerningsmanden, Usman Khan, tidligere taget del i rehabiliteringsprojektet, da han sad i fængsel. Her afsonede han otte år for terrorrelaterede overtrædelser, før han sidste år blev prøveløsladt.

Efter fredagens angreb suspenderede både premierminister Boris Johnson og Labour-leder Jeremy Corbyn deres valgkampagner. Det ser dog ikke ud til at have forhindret angrebet i at blive en del af den britiske valgkamp.

I går skrev premierministeren, at gerningsmanden ikke automatisk var blevet løsladt, hvis Labour havde handlet anderledes, da de sad på regeringsmagten.

Premierminister Boris Johnson var i dag flankeret af Londons borgmester, Sadiq Khan (tv), og Labour-leder Jeremy Corbyn ved en mindehøjtidelighed for ofrene for angrebet ved London Bridge. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)

Labours justitsordfører, Richard Burgon, beskylder ifølge The Guardian den britiske premierminister for at gå direkte fra en tragedie til en smædekampagne mod arbejderpartiet.

Samtidig har Labour-parlamentarikeren Yvette Cooper peget fingre ad Det Konservative Parti, der har siddet på magten de seneste ni år.

Politico peger på, at Labour ved det britiske valg i 2017 havde succes med at koble et lignende angreb til den konservative regerings nedskæringer hos politiet.

Regeringen vil skifte fokus

Efter fredagens angreb har den britiske regering forsøgt at dreje den politiske diskussion over på sikkerhed og terrorbekæmpelse. Blandt andet, fordi Boris Johnsons regeringsparti føler sig stærke på området.

Det fortæller DR's korrespondent i Storbritannien, Kim Bildsøe Lassen.

- Der er de overbeviste om, at de har mere genklang i befolkningen, end Jeremy Corbyn har, siger korrespondenten, der peger på, at premierministeren har leveret flere hårde udmeldinger siden angrebet.

- Dels vil man prøve at ramme den stemning, der er i befolkningen, når sådan et angreb sker.

- Og dels passer det dem fint at dreje diskussionen lidt væk fra de emner, man var begyndt at diskutere, så som sundhedsvæsnet og socialpolitik, hvor de ved, at Labour har et større tag på dele af befolkningen, siger han.

Trods kritikken fra Labour oplever korrespondenten ikke, at Det Konservative Partis store fokus på fredagens angreb giver bagslag.

- Jeg tror snarere, at man rammer ned i noget, som fylder meget hos folk lige nu, siger han.