Farlig oprydning begynder på Fukushima-værket

Oprydningsholdet skal fjerne 566 brugte og ubrugte brændstofbeholdere.

En repræsentant fra Tokyo Electric Power Co. viser billeder fra værkets nedkølingstank, hvor det farlige brændstof er blevet opbevaret. (Foto: Kyodo)

Otte år efter en tsunami ramte atomkraftværket i Fukushima i Japan, tager et oprydningshold nu hul på den farligste del af oprydningsarbejdet.

Det fortæller Tokyo Electric Power Co. (Tepco), der driver atomkraftværket.

Konkret drejer den nye fase af det omfattende oprydningsarbejde sig om at fjerne 566 brugte og ubrugte brændstofbeholdere fra et nedkølingslokale i reaktorbygning 3.

Netop disse brændstofbeholdere blev ikke beskadiget, da et voldsomt jordskælv og en tsunami ramte Japans nordøstlige kyst i marts 2011, men skal alligevel fjernes af frygt for, at et nyt jordskælv kunne medføre udslip.

Værkets tre atomreaktorer smeltede sammen og udløste den største atomkatastrofe siden atomulykken ved det ukrainske kernekraftværk Tjernobyl i 1986.

Kraner styres på afstand

Otte år senere udgør strålingen fra de tre nedsmeltede reaktorer stadig en sundhedsrisiko, og derfor har Tepco været nødt til at tage alternative metoder i brug i oprydningsarbejdet.

De medarbejdere, der står for oprydningen, sidder nemlig i et kontrolrum 500 meter væk fra reaktor 3 og fjernstyrer de kraner og robotter, der bruges i oprydningen.

Arbejdet foregår under vand, da vand bremser radioaktiv stråling effektivt.

Medarbejdere styrer de kraner, der løfter brændstofbeholderne ud af nedkølingsrummet fra et kontrolrum 500 meter væk. (Foto: JIJI Press)

Ifølge Tepco vil det tage to år at fjerne brændstoffet fra tank 3, skriver Ritzau. Derefter går arbejdet for alvor i gang - nemlig udfordringen med at fjerne det smeltede brændstof inde fra selve reaktorerne.

Over 100.000 måtte evakueres fra området omkring Fukushima-værket på grund af fare for radioaktiv stråling.

Jordskælvet i 2011 målte 9 på Richterskalaen og medførte store ødelæggelser. Over 15.000 mennesker mistede livet, og langt flere måtte evakueres og genhuses.

Abe presser på

Tepcos udmelding kommer blot dagen efter, at Japans premierminister, Shinzo Abe, lovede at genoplive områderne omkring Fukushimaværket og gøre dem beboelige igen.

- Vi har bekræftet vores engagement i at arbejde for genoplivelsen af Fukushima og det nordøstlige Japan, sagde premierministeren ifølge The Guardian.

Kort forinden havde han selv besøgt byen Okuma, som huser dele af Fukushima-værket.

Japans premierminister, Shinzo Abe, besøgte søndag Fukushima. I baggrunden ses reaktor 2 og 3. (Foto: JIJI Press)

Så sent som i sidste uge blev dele af området genåbnet for forretning og beboelse, men ifølge The Guardian er kun 367 flyttet tilbage.

Det er en brøkdel af de over 10.000 japanere, der boede i området, før katastrofen indtraf.

Facebook
Twitter