Farlige kæmpestorme nærmer sig USA og Asien

Orkanen Florence har ramt østkysten i USA, imens en såkaldt supertyfon nærmer sig Filippinerne og Hong Kong.

Orkanen Florence som den så ud, da den ramte den amerikanske kyst. (Foto: ho © Scanpix)

Indbyggerne i delstaten North Carolina på den amerikanske østkyst er begyndt at mærke orkanen Florence, som lige nu ligger tæt ved kysten.

Fortæl om din oplevelse

Befinder du dig i et af de berørte områder, hører vi gerne fra dig.

Skriv til 1212@dr.dk, og fortæl om din oplevelse.

Husk at oplyse kontaktinformation, hvis du vil tale med os.

Orkanen, som en overgang så ud til at kunne blive en såkaldt kategori fem orkan med vindstyrker på over 250 km/t, er siden blevet nedgraderet, senest til kategori 1.

Det er dog stadig en ekstremt farlig storm med vindstyrker langt over 100 km/t. Samtidig advarer meteorologerne om, at den bringer meget regn med sig, ligesom den vil udløse stormfloder.

Det amerikanske beredskab er udkommanderet. Følgerne af de enorme regnmængder i orkanen Florence kan allerede mærkes. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

De, som lever nær floder og i lavtliggende områder, har størst risiko for at komme i problemer, lyder det fra den amerikanske beredskabsstyrelse FEMA.

- Oversvømmelser dræber desværre en masse mennesker, og det kommer vi snart til at se, siger FEMA-chef Brock Long ifølge BBC.

Mere end en million mennesker har fået ordre om at forlade udsatte områder forud for stormen.

Ifølge Ritzau er også 3.000 voksne indsatte og personale fra fire statsfængsler og tre ungdomsfængsler blevet evakueret i North Carolina.

50-75 centimeter regn

Lige nu er orkanen næsten gået i stå, imens regnen står ned over kysten. Det forventes at være billedet helt frem til lørdag, hvor den langt om længe går ind over land.

I mellemtiden vurderer meteorologer, at stormfloder - vand som af vinden presses ind over land fra havet - kan medføre vandstigninger på op til fire meter i nogle områder, imens nogle vandløb og floder ligefrem kan få "omvendt" deres strømretning.

Indbyggerne på dele af kysten i North- og South Carolina må forberede sig på 50-75 centimeter regn, og enkelte steder kan få op til 100 centimeter.

En billist kører gennem oversvømmelser fra Neuse-floden i River Bend, North Carolina. (Foto: Chip SOmodevilla © Scanpix)

1.400 flyvninger er aflyst, fordi lufthavne på kysten er lukket. Tankstationer varsler brændstofmangel, og forsyningsselskaber forventer, at en til tre millioner hjem vil blive påvirket af strømafbrydelser.

Ifølge myndighederne kan det tage dage og sågar uger, før der igen er strøm i kontakterne.

Supertyfon truer Asien

Imens amerikanerne ruster sig, evakuerede Kina 12.000 mennesker fra de lavereliggende regioner i Guangdong-provinsen, mens skibsfart blev aflyst eller ledt uden om området.

Her ramte nemlig tyfonen Barijat, årets 23. tyfon på de kanter, i nat, og den forventes at medføre kraftig regn og vind af stormstyrke også i de kommende timer.

Det værste er dog stadig forude. Lørdag forventes en såkaldt supertyfon at krydse den nordlige del af en af Filippinernes største øer, Luzon, hvor blandt andet hovedstaden Manila ligger.

På Filippinerne er myndighederne i højeste beredskab imens Mangkhut nærmer sig øgruppen. (Foto: Rolex dela Pena © Scanpix)

Alene på Filippinerne lever 10 millioner mennesker i de områder, som vil opleve tyfonen, der svarer til en kategori fem orkan i styrke.

Filippinerne bliver ramt af omkring 20 tyfoner og storme årligt, skriver BBC. Mangkhut, som supertyfonen, der er på vej, hedder, er dog den kraftigste hidtil i 2018.

Den er 900 kilometer i diameter og har en middelvind på mindst 209 kilometer i timen.

Rammer Hong Kong lige på

Ifølge CNN har Mangkhut allerede hærget Guam og Marshall-øerne i Stillehavet, hvor den medførte kraftige oversvømmelser og strømudfald.

Som den ser ud nu, er den lige så kraftig som den hidtil værste tyfon, der i nyere tid har ramt Filippinerne, nemlig Haiyan, som dræbte mere end 6.000 i 2013.

Også Taiwan forventes at mærke Mangkhut, når den passerer syd om øen. Værst vil det dog gå ud over Hong Kong og Macau, som ifølge prognoserne vil blive ramt direkte.

En mand sikrer sit tag i Aparri i Filippinernes Cagayan-provins, imens årets hidtil kraftigste tyfon nærmer sig. (Foto: FRANCIS R. MALASIG © Scanpix)

Sker det, bliver det den værste storm, som rammer Hong Kong i over 60 år.

Her standser supertyfonen dog ikke. Også millioner af mennesker i Sydkina, deriblandt Guangdong-provinsen, som torsdag nat blev ramt af lillebroren Barijat, vil få Mangkhut at føle.