Farvel til flæsk og får: Norsk universitet holder kødfri julefrokost for klimaets skyld

Det vækker opsigt i Norge, at Universitetet i Bergen for første gang arrangerer en julefrokost uden kød på bordet.

Der serveres ingen flæskesteg til julefrokosten på Universitetet i Bergen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvert år plejer de 500 pladser rundt om Universitetet i Bergens julebord at blive fyldt op, skriver NRK.

Men i år ser det måske anderledes ud.

For der bliver ikke serveret traditionel julemad med flæskesteg og saltet fårekød, og det er for klimaets skyld.

- Det er et af mange vigtige tiltag for at reducere vores udslip, siger assisterende direktør ved Universitetet i Bergen Tore Tungodden til NRK.

Det er fjollet

Og udmeldingen fra universitetet har skabt debat.

Førstebibliotekar ved Bibliotek for Samfundsvidenskab på universitetet Pål Hermod Bakka er en af kritikerne af idéen om vegetarmad på julebordet.

- Jeg synes, et kødfrit julebord er fjollet, siger han til NRK.

Han efterlyser et mere kritisk syn på klimatiltagene fra universitetets side.

Selv vil han holde julefrokost med biblioteket, som serverer traditionel julemad.

Blæst ud af proportioner

I tirsdags måtte afdelingsdirektør Synnøve Myhre, som sidder i julefrokostkomitéen, forsvare beslutningen i nyhedsmagasinet Dagsnytt 18.

- Det her bliver blæst ud af alle proportioner, når vi skal debattere vores julefrokost i Dagsnytt 18, siger hun til NRK.

- Vi har fået mange reaktioner, men mest fra eksterne, siger Synnøve Myhre til NRK.

Der bliver lavet mange tiltag for, at Universitetet i Bergen skal blive mere klimaneutralt. Ifølge NRK er et af målene, at vegetarmad skal være det normale, når der købes catering.