Farvel til sommer- og vintertid er rykket ét skridt nærmere

Et flertal i Europa-Parlamentet vil afskaffe den sæsonbestemte tidsomstilling.

To gange om året justerer vi tiden. Men det skal være slut, mener Europa-Parlamentet. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Om få dage skal vi igen sætte tiden en time frem, når vi søndag den 31. marts går fra vinter- til sommertid.

Men står det til Europa-Parlamentet, skal det snart være slut med at stille på urene.

Et flertal af europaparlamentarikerne har her til eftermiddag stemt for at afskaffe det halvårlige tidsskifte, som ellers har været obligatorisk for EU-landene siden 1980.

Fra 2021 skal det ifølge parlamentarikerne være op til de enkelte medlemslande, om de vil følge den nuværende vintertid - der også går under betegnelsen normaltid - eller sommertid hele året rundt.

Dagens afstemning er dog ikke ensbetydende med, at sommer- og vintertid så også bliver afskaffet. Det skal nemlig også vedtages af EU's medlemslande, før det i givet fald kan træde i kraft, og de fleste lande er på nuværende tidspunkt enten uafklarede eller direkte imod det.

- Forslaget har lige nu støtte fra mindre end en håndfuld medlemslande, og udsigten til at det vil få opbakning i EU's Ministerråd er meget lille, siger DR's EU-korrespondent, Ole Ryborg.

Den danske regering har endnu ikke taget stilling til spørgsmålet.

DF: Gammelt argument holder ikke

Det var Europa-Kommissionen, der sidste år foreslog at afskaffe den sæsonbestemte tidsomstilling.

Det skete efter en offentlig høring, hvor 4,6 millioner EU-borgere deltog. Her ønskede 84 procent af de adspurgte at afskaffe den nuværende ordning, som oprindeligt blev indført for at spare på det samlede energiforbrug.

Tanken var dengang, at man ved at tilpasse døgnets timer to gange om året i større grad kunne udnytte dagslyset og derved spare på energien og omkostningerne til belysning.

Siden da er vi blevet bedre til at bruge eksempelvis energisparende pærer, og ifølge beregninger fra Dong Energy giver den sæsonbestemte tidsomstilling en samlet energibesparelse i Danmark på cirka én procent.

Det er en af grundene til, at Dansk Folkepartis gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, stemte for en afskaffelse af den sæsonbestemte tidsomstilling.

- Det gamle energispare-argument er forsvundet. Samtidig er der problemer i forhold til dyr og mennesker, når vi ændrer tiden, så der er ingen grund til at beholde ordningen, siger han.

Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti er imod den nuværende ordning. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

SF: Herligt med lyse aftener

SF's europaparlamentariker, Margrete Auken, stemte omvendt for at beholde sommer- og vintertid.

Hun understreger, at der er en energibesparelse, selvom den ikke er stor. Derudover kan hun godt lide, at man får en ekstra time med aftenlys i sommerhalvåret.

- Det er herligt med de lange, lyse sommeafterner. Det gør noget for friluftslivet, for hyggen og for udendørsteatrene, der spiller om sommeren, siger Margrete Auken.

- Der er nogle forældre, der fortæller, at de har problemer med at få deres børn i seng, når vi skifter tid. Men man kan jo tage overgangen med ti minutter ad gangen, så de klarer det nok, siger hun.

SF's europaparlamentariker, Margrete Auken, kan godt lide det nuværende skifte mellem sommer- og vintertid. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Hvis kommissionens forslag bliver endelig vedtaget, vil det være op til de enkelte EU-lande selv at vælge, om de vil fastholde den nuværende sommer- eller vintertid som standardtid.

Det kan i teorien betyde, at Danmark vælger at fastholde det, som vi i dag kender som vintertid, mens Tyskland og Sverige vælger at køre med sommertid.

Fra EU’s side kan man ikke gå ind og diktere, hvilken tid et land i givet fald skal følge. Men fra Europa-Kommissionens side er man fortrøstningsfuld i forhold til at finde en løsning, hvis det skulle komme så vidt.

- Jeg er helt sikker på, at EU-landene vil vælge deres standardtid på en ansvarlig og koordineret måde. Der er ingen, der ønsker at se et kludetæppe af tidszoner i EU, lød det i går fra EU’s transportkommissær, Violeta Bulc, da sagen blev debatteret i Europa-Parlamentet.

Den 26. maj er der valg til Europa-Parlamentet. Her kan du møde de danske spidskandidater:

Facebook
Twitter