Fattige teenagere smadrer England

Det er hvide, sorte og pakistanere, der står bag optøjer. Fælles for dem er, at de er unge, fattige og frustrerede.

Urolighederne i England spredte sig tirsdag til bl.a. Manchester.

Først stod London for tur i dagevis. Plyndringer, overfald og ildspåsættelser.

I går holdt storbyens unge bøller så en pause, mens 16.000 politibetjente holdte øje med gaderne.

Pludselig gik det så løs i Manchester, Liverpool, Birmingham, Nottingham og Salford. Unge fortsatte altså i de midtengelske byer, hvor andre unge netop havde sluppet i London.

Intet projekt

Men det er hverken et politisk projekt eller et spørgsmål om hudfarve, der binder de unge sammen i en tilsyneladende rus af hærværk.

- Det er hvide, sorte og pakistanere. Bander, som normalt bekriger hinanden, der nu ser en chance for at plyndre butikker for egen vindings skyld, vurderer Ole Helmersen, lektor ved Copenhagen Business School med speciale i britiske samfundsforhold.

Dermed adskiller urolighederne sig markant fra oprøret i boligområdet Brixton i 1981, hvor sorte understregede deres ringe position i samfundet.

Fattige og unge

I nutidens optøjer er fællesnævneren fra London til Liverpool, at det er fattige unge, som står bag.

- Det er typisk fattige teenagere fra den laveste del af samfundet, måske op til begyndelsen af 20'erne, som står bag disse optøjer, siger Ole Helmersen.

Men siger plyndringerne ikke noget mere generelt om tilstanden i samfundet?- Jo, det mener jeg bestemt, at de gør, siger Ole Helmersen.

Har sine grunde

Han mener, at hvis det var en gnist, der pludselig tændte, da urolighederne brød ud lørdag, så er lunten lavet af den politik, som er blevet ført i Storbritannien. Mange har næsten ingen uddannelse, uligheden i samfundet er langt større end herhjemme, og boligområder henligger i forfald på en måde, som vi slet ikke kan genkende fra Danmark.

- Det giver næring til den vrede, som nu har sat gaderne i brand, siger Ole Helmersen.

Den brand forsøger myndighederne nu at slukke ved at bruge en vandkanon med eventuelle optøjer i de kommende dage.

Facebook
Twitter