FBI om anholdt mand i brevbombesag: 'Vi tror, vi har fanget gerningsmanden'

Fingeraftryk og DNA på et af brevene ledte politiet på sporet af manden.

Efter dagens anholdelse blev der afholdt pressemøde i justitsministeriet. FBI-direktør, Christopher Wray (im), og justitsminister, Jeff Sessions (tv), slog begge fast, at alle ressourcer er sat ind for at nå til bunds i sagen. (Foto: SHAWN THEW © Scanpix)

Den 56-årig mand, der tidligere i dag blev anholdt i Florida, er med stor sandsynlighed personen, der står bag de mange mistænkelige pakker sendt til fremtrædende embedsfolk og demokratiske politikere.

Det oplyste FBI's direktør, Christopher Wray, på et pressemøde hertil aften dansk tid.

- Vi tror, at vi har fanget den rigtige fyr (gerningsmanden red.), men der er stadig en igangværende efterforskning og en masse arbejde og adskillige ubesvarede spørgsmål, sagde han.

På pressemødet kom det frem, at den anholdte mand er sigtet for fem kriminelle handlinger. Blandt andet for ulovlig forsendelse af eksplosiver og trusler mod tidligere præsidenter og andre personer. Hvis han bliver dømt, risikerer han op til 48 års fængsel.

Ifølge FBI's direktør, Christopher Wray, var det et fingeraftryk og DNA på et af brevene, der ledte politiet på sporet af den anholdte mand.

Der er i alt blevet sendt 13 breve, og på pressemødet kom det frem, at hvert brev har indeholdt et rør på 16 cm med blandt andet kemisk materiale, ur, batterier og ledninger. Ifølge FBI-direktøren er der tale om potentielle materialer, der under de rette omstændigheder, herunder varme og stød, kan antænde.

- Vi analyserer stadig genstandene i vores laboratorium, men vi kan fastslå, at der ikke er tale om et fupnummer, sagde Christopher Wray.

Kan være flere pakker

USA's justitsminister, Jeff Sessions, deltog ligeledes i pressemødet, hvor han tog stærkt afstand til den seneste uges handlinger.

- Dette er fuldstændig uacceptabelt. Vi vil ikke tolerere sådan en slags lovløshed specielt ikke politisk vold, sagde han.

Hverken justitsministeren eller FBI-direktøren ville svare på, hvad motivet kan være.

- Det er for tidligt at sige noget om, sagde Christopher Wray.

Anholdelsen af manden fandt sted i byen Plantation nord for storbyen Miami i Florida, ikke langt fra det sted, hvor nogle af pakkerne med mulige brevbomber blev sendt fra. FBI-direktøren understregede på pressemødet, at der stadig kan være flere mistænkelige pakker, selvom en person er blevet anholdt.

Flere sager dukker stadig frem

Sagen om de mistænkelige pakker begyndte, da det kom frem, at tidligere udenrigsminister og præsidentkandidat Hillary Clinton, tidligere præsident Barack Obama og tv-stationen CNN havde været mål for simple sprængladninger sendt med posten. Senere er flere tilfælde kommet frem.

I alt er der mindst 12 fremtrædende personer, der har modtaget et mistænkeligt brev.

Senest i dag fandt FBI to nye breve. Det ene var adresseret til den demokratiske senator Cory Booker og blev fundet på en postcentral i Royal Palm Beach i staten Florida. Det andet var stilet til den tidligere direktør for USA's nationale efterretningstjenester James Clapper og tv-stationen CNN.

Fælles for modtagerne er, at de enten er demokrater eller har støttet det demokratiske parti - og at mange er blevet kritiseret af USA's præsident, Donald Trump.

Ifølge FBI er alle mistænkelige breve og pakker blevet stoppet, før de nåede deres modtager.

Facebook
Twitter