FBI optrevler netværk: Ville bombe muslimer

Tre mænd ville angiveligt udføre et bombeangreb mod somaliske indvandrere i Kansas i USA. FBI fik dem stoppet.

Det er her i Garden City i Kansas, at de tre mænd ville udføre deres terrordåd. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Tre mænd sidst i 40'erne fra den amerikanske delstat Kansas står ved en domstol i USA tiltalt for at planlægge et bombeangreb mod somaliske indvandrere.

De tre mænd blev anholdt fredag efter otte måneders politiefterforskning. Myndighederne beskriver efterforskningen som en "undercover operation".

Anklagerne mod de tre går på, at de havde tænkt sig at "anvende sprængstoffer som masseødelæggelsesvåben" mod et lejlighedskompleks i Garden City i det sydvestlige Kansas, hvor der bor muslimer.

Det oplyser det amerikanske justitsministerium ifølge nyhedsbureauet dpa.

Ville bombe kvinder og børn

- Sagen er baseret på otte måneders FBI-efterforskning, der har afsløret en skjult kultur af had og vold, og ved hjælp af en fortrolig kilde, der har deltaget i møder i en højreorienteret militsgruppe, hvor de mistænkte var medlemmer, siger Tom Beall fra justitsministeriets kontor i Kansas.

- Ifølge anklagen ville de tre tiltalte gennemføre et bombeangreb mod et lejlighedskompleks, hvor der bor mænd, kvinder og børn, supplerer John Carlin fra ministeriets kontor for national sikkerhed.

Ifølge nyhedsbureauet AFP bor der et stort antal somaliske indvandrere i bygningen. En af lejlighederne fungerer som en moské for lokale muslimer.

Ifølge myndighederne var de alle medlemmer af en militsgruppe med navnet "the Crusaders" (Korsfarerne, red.).

De tre risikerer livstid, hvis de bliver fundet skyldige.

  • Planerne:

  • De tre mænd havde angiveligt planer om at fylde fire biler med sprængstoffer og parkere dem ved hvert hjørne af lejlighedskomplekset for at skabe en enorm eksplosion.

  • Nyhedsbureauet Reuters skriver, at mændene ville udføre angrebet dagen efter det amerikanske præsidentvalg, der afholdes 8. november.

  • Retsdokumenter viser desuden, at de tiltalte undersøgte potentielle mål og opbevarede skydevåben, ammunition og eksplosive komponenter. Samtidig havde de tilsyneladende planer om at udstede et manifest i forbindelse med angrebet.

/ritzau/

Facebook
Twitter