FBI ville udspørge prins Andrew om sexforbryderen Epstein: Der var 'nul samarbejde'

Anklager siger, at hverken han eller FBI fik svar fra den britiske prins.

(ARKIV) Den britiske prins Andrew har trukket sig fra sine offentlige pligter "på ubestemt tid" på grund af sagen om Epstein. (Foto: JOHN THYS © Scanpix)

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, blev mødt af "nul samarbejde", da det ønskede at udspørge den britiske prins Andrew i sagen om den rufferidømte finansmand Jeffrey Epstein.

Det siger anklager Geoffrey Berman, der står i spidsen for efterforskningen.

Den 66-årige Epstein tog sit eget liv i fængslet i sommer, mens han afventede en stor retssag om menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger.

Prins Andrew, der var en af milliardæren Epsteins mange venner og bekendte, sagde tilbage i november, at han var klar til at hjælpe myndighederne i sagen.

– Selvfølgelig er jeg villig til at hjælpe politiet i deres efterforskning, skrev prins Andrew dengang i en pressemeddelelse.

Men anklager Geoffrey Berman løftede altså i dag sløret for prinsens uvilje mod at svare på spørgsmål fra både anklagemyndigheden og fra FBI, skriver blandt andet The New York Times.

Den amerikanske anklager Geoffrey Berman sagde i dag ved en pressekonference foran Epsteins lejlighed på Manhattan i New York, at der er "nul samarbejde" med prins Andrew. (Foto: NBC © Scanpix)

Prins Andrew mødte Jeffrey Epstein første gang i 1999.

Han er blevet kritiseret for at have fortsat sit venskab med Epstein, efter finansmanden havde modtaget en dom for rufferi i Florida i 2008.

Prins Andrew har selv afvist alle anklager fra et af Epsteins formodede ofre, Virginia Roberts, som i 2015 fortalte, at hun tre gange var blevet tvunget til at have sex med prinsen.

Den første gang var hun 17 år og dermed mindreårig.

Prinsen trak sig fra sine offentlige pligter sidste år på grund af sagen.

Den amerikanske finansmand Jeffrey Epstein på et billede fra myndighederne i New York. (Foto: Handout . © Scanpix)