Feltpræst i Letland er de danske soldaters følelsesmæssige ventil: 'Det handler om livets store spørgsmål'

På Adazi Military Camp i Letland er der kø til at tale med feltpræsten, når tab, frygt og savn fylder hos soldaterne.

(Foto: © Katarina Lewkovitch)

Det er tidligt på aftenen og forude ligger Camp Niflheim, opkaldt efter tågeverdenen i den nordiske mytologi, som er den danske del af NATO's markering af grænsen mod Rusland.

Vi er midt inde i et stort skov- og markområde cirka tre kvarters kørsel fra Riga, et par hundrede kilometer fra den russiske grænse.

Vi er kørt igennem området, hvor store projektører oplyser de høje træer og nogle græsbeklædte bunkere, der er indhegnet af pigtråd.

- Det er ammunitionsbunkere, fortæller den presseansvarlige chauffør, mens bilen hopper og danser sig igennem det ujævne terræn.

Efter endnu et checkpoint, ruller vi ind på området, hvor den danske lejr ligger. 'Camp Niflheim' står der med runebogstaver over indgangen på et stort træskilt.

Sammen med andre NATO-allierede bidrager Danmark med cirka 750 soldater, der skal forsvare NATOs grænser mod øst på militærbasen, Adazi i Letland.

Samtalerne handler om livets store spørgsmål

Der følger altid en feltpræst med, når de danske soldater bliver sendt på mission i krigs -og konfliktområder.

De holder ceremonier ved afdøde soldaters kister og står klar på alle tider af døgnet, hvis soldaterne har brug for at snakke, læsse af eller græde ud.

For når man i mødet med krig kommer tæt på følelser som frygt, stress og savn, kan soldaterne have brug for en ventil. Et menneske at tale med om de ting, man ikke kan tale med familie og venner om, én som har tavshedspligt, og som har erfaring med at reflektere over livets store spørgsmål.

Ofte får feltpræsten rollen som fortrolig og kan være medvirkende til, at soldaten kommer igennem traumatiserende oplevelser som et helt menneske. De danske feltpræster har altid samme militære rang som den, de taler med, og derfor er de en ligeværdig samtalepartner.

Med som feltpræst er den erfarne Victor Greve, der til dagligt er præst i Skuldelev Kirke ved Frederikssund. Han er kronraget med tæt fuldskæg, veltrænet og i stedet for den sorte præstekjole er han iført kampuniform.

- Noget af det jeg elsker allermest ved at være feltpræst, er at være tæt på de unge mennesker. Når man er udsendt, kommer man sommetider ud for oplevelser, der handler om liv og død.

- De samtaler, vi har her, handler om livets helt store spørgsmål, og det fylder mig med taknemmelighed, siger Victor Greve.

Én af de soldater, der er fast deltager i den ugentlige gudstjeneste i lejren, er Mads.

- Victor betyder rigtigt meget for mig, både som fortrolig, som ven og som kollega, og vigtigst af alt, så er han der altid, når man har brug for ham, på alle tider af døgnet.

- Jeg har været udsendt med Victor tidligere, hvor han var en stor støtte, hvis vi havde hårde oplevelser. Han var god til at samle os, og sørge for vi blev en del af et fællesskab og fik talt svære episoder igennem, siger Mads.

Relativt primitive forhold

Det er relativt primitive forhold, undskylder Victor Greve og forklarer, at der er ved at blive opført en mere moderne og komfortabel lejr til danskerne.

Teltbarakker, toiletvogne, kampvogne og containere ligger i lange rækker, unge mænd og kvinder slentrer rundt i badesandaler på underlaget af træflis og sand. De smalle gange mellem beboelsesteltene er navngivet efter gader hjemme i Danmark.

Vi går ned ad 'Jomfru Anegade'. Stemningen er afslappet. Nogle laver udendørs styrketræning eller hænger ud ved skurene, hvor nogle vaskemaskiner står på rad og række. De kom for nyligt, indtil da var der ren kaos, når der skulle vaskes tøj – der er stadig ingen rindende vand i lejren. Håndvask efter et besøg på et af festivaltoiletterne foregår med vandflasker og sæbe.

I det store spisetelt er de sidste ved at indtage aftensmaden. Det er lokale lettiske kvinder, der uddeler mad i plastikbakker, kød, pasta og lidt grønt.

Det er også her i det store telt, Victor Greve har sin sidste gudstjeneste klokken otte, inden hans mission er slut, og han skal hjem. Han har været udsendt mange gange, også på de såkaldt hårde missioner, dem, hvor han sendte kister hjem.

Og alligevel er jobbet som feltpræst næsten den bedste og mest meningsfyldte del af hans arbejde. Selvom der også er en del kvindelige soldater der gør tjeneste her, omtaler Victor alligevel konsekvent soldaterne som "drengene".

Feltpræst Victor Greve rigger det sidste an til aftenens gudstjeneste, inden det vælter ind med kampklædte soldater. (Foto: © Katarina Lewkovitch)

Man kommer tættere på hinanden

Victor er deres sjælesørger, men også dagligdagen med dens særlige jargon og drillerier, betyder meget. Der er selvfølgelig stor forskel på de samtaler, han har med soldaterne, alt efter om det er en "hård" eller en "blød" mission.

- Jeg har været i Afghanistan flere gange, blandt andet på hold syv og ni, missioner, der kostede liv. Man kommer tættere på hinanden, når liv og død går hånd i hånd.

- Hva' så, drenge, kommer I til gudstjeneste senere? råber Victor efter en gruppe soldater i shorts og sorte sportssokker i badesandalerne. Og der bekræftes omgående med high fives og latter.

- På missioner som denne, hvor man ikke umiddelbart sætter livet på spil hver dag, er spørgsmål om tro noget, der ligger og ulmer. Jeg bliver glad, når nogle af soldaterne kommer hen og vil spørge ind til noget fra min prædiken, der har sat tanker i gang.

- Hos mig får de mulighed for at sidde i et helt andet rum end de plejer og måske tænke på dem derhjemme, uanset om de er troende eller ej, siger Victor.

Klokken er nu 10 minutter i otte.

En strålende og usædvanlig kraftig regnbue har lagt sig over Camp Niflheim og teltet, hvor det nu vrimler ind med soldater i kampuniform, der skal til den sidste gudstjeneste hos deres præst, som mange tydeligvis har et varmt forhold til.

Victor retter det sidste an på et hjemmelavede alter, hænger et dannebrogsflag op, sætter to lysestager på den hvide dug, lægger salmebøger ud på hver stol og finder musik frem på sin telefon, der er koblet til en stor soundboks. Her er kirkeorglet skiftet ud med amerikansk rapmusik, for det gælder om at møde soldaterne på deres eget sprog.

Der er en salmesang, så det næsten blafrer i den hvide teltdug: "Altid frejdig, når du går", synger de 50-60 fremmødte og rejser sig som på kommando, i én bevægelse under sidste vers: "Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller".

Takketale til Victor

Efter gudstjenesten tager brigadens øverste chef ordet, og holder en lille takketale til Victor.

Enkelte har blanke øjne, og der bliver uddelt 'mandekrammere', som man siger herude. En soldat, der går under navnet Kirke, er mødt op for at sige farvel og få den sidste gudstjeneste med Victor. De to mødtes på Hold 9 i Afghanistan, en mission, der kostede flere unge danskere livet.

- Når vi skulle ud på en farlig patrulje, samlede Victor os i et hjørne på basen og velsignede os og kom med et par ord til os, måske en joke for lige at få tankerne lidt over på noget andet.

- Jeg har mange kolleger, der har lidt skade. Man ændrer sig, hvad enten det er en blød eller en hård mission. Generelt synes jeg, at Bibelen siger nogle ret fornuftige ting, som jeg personligt godt kunne tænke mig at efterleve. Dybest set handler det jo bare om at opføre sig ordentligt og behandle andre som man gerne selv vil behandles.

Mens en flammende solnedgang eksploderer på aftenhimlen, har Victor lovet at tage med ud på en stor pløjemark i udkanten af lejren.

En flok soldater har bedt om et billede med ham og en sidste velsignelse. Tre kampvogne er kørt frem, og cirka 50 mand har taget opstilling ovenpå og under med solnedgangen i ryggen.

Victor træder frem foran dem, siger et par ord og lyser velsignelsen under den åbne himmel. Der klappes og hujes og dagen er forbi, det samme er Victors mission her på NFP, NATOS Fremskudte Tilstedeværelse, Hold 1.

Men han håber ikke der går længe, inden han skal ud igen. Fællesskabet, de dybe samtaler og friheden, det ligger ligesom i blodet.

- Jeg elsker at være feltpræst ud over alle grænser. Selvom jeg har været med til at holde rampeceremoni og sende kister hjem og oplevet meget hårde ting, så håber jeg da, at jeg skal udsendes igen.

- Man er der for hinanden i alle slags situationer, for det bliver man nødt til. Man kan godt sige, at det er med til at holde mig i live som præst.

Mens solen går ned over Camp Niflheim, pakker Victor det transportable gudstjenestesæt ned i kufferten og puster lysene ud. I morgen går turen tilbage til Danmark og den lille menighed i Nordvestsjælland, og den nye feltpræst ankommer.

Du kan høre feltgudstjenesten fra Camp Niflheim, Adazi Militærbase klokken 10.03 på P1 eller DR LYD.