I al-Roj-lejren i Syrien sidder 32-årige Amina med sine to børn på to og fire år.
De var ikke ombord på det fly, der natten til torsdag landede i Danmark med tre kvinder og 14 børn fra lejren.
Amina er nemlig én af fire kvinder, som administrativt har fået frataget sit danske statsborgerskab, og som den danske regering derfor har afvist at hjælpe.
Men nu har Amina alligevel fået fonyet håb.
Det har nemlig vist sig, at én af de kvinder, som er blevet hentet til Danmark, også har dobbelt statsborgerskab. Det får Amina til at håbe på, at hun måske også kan komme til Danmark.
- Hun er heldig. Jeg er glad på hendes vegne, men det giver mig håb, siger Amina, da DR Nyheder møder hende i al-Roj-lejren.
DR's mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund, har besøgt Amina og hendes to børn i al-Roj-lejren.
I 2014 tog Amina til Islamisk Stats såkaldte kalifat sammen med sin mand, der ifølge USA blev et højt placeret IS-medlem. Han blev i 2015 dræbt af et amerikansk droneangreb, og Amina følte sig ifølge sin egen forklaring tvunget til at gifte sig igen.
Med sin nye afghanske mand fik Amina sin første søn, og mens hun var gravid med nummer to, forsøgte familien at slippe ud af kalifatet.
Flugtforsøget lykkedes dog ikke, og de blev arresteret af kurderne. Manden blev fængslet, og Amina blev anbragt i al-Roj-lejren.
Nu vil Amina gerne tilbage til Danmark med sine to sønner på to og fire år.
- Jeg håber, at Danmark ændrer mening og tager os tilbage, for de har virkelig brug for hjælp, drengene, siger hun.
I videoen her fortæller Amina, hvorfor hun ikke mener, at hun har vendt Danmark ryggen.
Regeringen vil kun hjælpe børnene
Til Folketingets åbning gjorde Mette Frederiksen det dog klart, at regeringen ikke ønsker at hjælpe de tilbageværende kvinder.
- Det kan være nødvendigt at evakuere flere børn fra Syrien, men ikke flere forældre, lød det fra statsministeren.
Selvom Amina og de tre andre tilbageværende kvinder har fået frataget deres statsborgerskab, har deres i alt fem børn nemlig stadig dansk indfødsret, fordi de blev født, mens kvinderne stadig var danske statsborgere.
Det betyder, at de fem børn har ret til dansk statsborgerskab.
Danmark har tidligere tilbudt at hente børnene, men kun hvis mødrene bliver i Syrien, og det har ingen af kvinderne indtil videre accepteret.
Mens Aminas børn har ret til dansk statsborgerskab, har hun selv nu kun et marokkansk et af slagsen – et land, som endnu ikke har hentet kvinder og børn hjem. Amina regner heller ikke selv med, at hun kan få hjælp fra Marokko.
- Jeg tror ikke, at de ved, at jeg eksisterer, siger hun.
Hos det det kurdisk-dominerede selvstyre, der kontrollerer lejrene, er man trætte af at stå med ansvaret for Amina og tusindvis af andre. Det fortæller en repræsentant for selvstyret til DR Nyheder.
- Ærligt talt så løser vi ikke problemet på den her måde. Der er børn, og de børn er ofre. De er uskyldige, og det internationale samfund og Danmark må tage ansvar for de børn, siger Abdulkarim Omar.
Kæmper videre
Gennem advokater i Danmark har Amina og flere andre kvinder i lejren lagt sag an for at få deres danske statsborgerskaber tilbage, men det er endnu ikke lykkedes.
Og i organisationen Repatriate The Children Denmark, RTC, som arbejder for at få alle de danske børn ud af lejrene og tilbage til Danmark, kæmpes der også videre for kvinderne.
- Vi må bruge den energi, vi får, ved at det her lykkedes, på at få de sidste børn og deres mødre hjem, sagde medstifter af RTC Knud Foldschack i torsdags, da tre kvinder og deres 14 børn var landet på dansk jord.
For nu er al-Roj lejren Amina og hendes to børns hjem på ubestemt tid.
I videoen herunder kan du blive klogere på, hvordan Amina og de andre danske kvinder endte i en fangelejr i Syrien. Vær opmærksom på, at videoen er lavet, før de tre kvinder og deres sammenlagt 14 børn blev hentet til Danmark.
Amina er et opdigtet navn. DR Nyheder er bekendt med kvindens og børnenes identiteter.