Fem eksplosioner om ugen: Rekordmange sprængninger rystede Sverige i 2019

Antallet af eksplosioner steg med 59 procent sidste år. Politiet opklarer de færreste.

Politi foran det sted, hvor en eksplosion ramte en beboelsesejendom i det centrale Stockholm tidligere på ugen. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

257 gange ramte en eksplosion et sted i Sverige i løbet af sidste år.

Det viser en foreløbig årsopgørelse fra Sveriges kriminalforebyggende råd, Brå, over forbrydelser, der blev anmeldt til politiet sidste år.

Dermed er antallet af anmeldte eksplosioner steget med 59 procent fra 2018 til 2019, hvor der i snit var fem sprængninger om ugen.

Bander står ofte bag eksplosioner

Eksplosionerne bliver ofte tilskrevet en stigende bandekriminalitet i Sverige, som politiet har svært ved at bekæmpe. Kun ti procent af sprængningerne bliver opklaret af politiet, skrev Svenska Dagbladet sidste år.

Ifølge Linda Staaf, der er chef for det svenske politis nationale efterretningsenhed, bruges ekplosionerne blandt andet til "afpresning, gengældelse og trusler".

- Det er ikke længere et storbyproblem, men det er et fænomen, der også har spredt sig til mindre byer, sagde hun til SVT i november, hvor foreløbige tal pegede i retning af en kraftig stigning i antallet af eksplosioner i Sverige.

Eksplosionerne sker heller ikke længere kun i og omkring de belastede boligområder, forklarer DR's europakorrespondent, Anna Gaarslev.

- Sprængningerne har nu også spredt sig til middelklassekvarterer. Det så vi blandt andet i mandags, hvor en kraftig eksplosion ramte Östermalm i det i centrale Stockholm, et velstående middelklassekvarter der minder om Østerbro i København.

Politiet betegner eksplosionen, der skete foran en beboelsesejendom i Östermalm, som en af de kraftigste i regionen til dato.

- Det var et rent lykketræf, at ingen kom noget til, sagde politiområdechef i Stockholm City Erik Widstrand efterfølgende på et pressemøde.

overvågningsbilleder fra svenske SVT, der ligger få hundrede meter fra gaden, hvor eksplosionen fandt sted, kan man se en person stige ud af en bil, gå mod gerningsstedet, komme tilbage til bilen, der derefter kørte væk igen få minutter inden eksplosionen.

Ingen tillid til politikerne

Ifølge Anna Gaarslev er utrygheden stigende blandt svenskerne.

- Folk forbandt ikke eksplosioner, vold og skyderier med Sverige, men sådan er det blevet. Derfor topper det den politiske agenda blandt de svenske vælgere, forklarer Anna Gaarslev.

Mange mener ikke, at statsminister Stefan Löfven gør nok ved problemet.

I en undersøgelse fra analyseinstituttet Sifo og avisen Expressen svarede to ud af tre adspurgte, at de ikke synes, at Löfven godt nok håndterer spørgsmålet om bandevold og organiseret kriminaliet i Sverige.

Stefan Löfven gjorde i august klart over for SVT, at "samfundet er stærkere end banderne".

- Det er en slaglinie, der klinger hult i mange svensker ører. Hverdagen viser noget andet: Nemlig at det svenske samfund ikke er stærkere, end at der er plads til sprængninger, skyderier og en voldsom stigning i personfarlig kriminalitet, siger Anna Gaarslev.

Sveriges socialdemokratiske regering vil have 10.000 flere politifolk på gaden inden 2024. Oppositionspartiet Moderaterne tvivler dog på, at det vil ske inden 2028.

- Hver gang der sker en eksplosion, bidrager det til mistilliden til politikerne, og der breder sig en opfattelse af, at politikerne ikke har styr på situationen, forklarer Anna Gaarslev.

Også Danmark har været ramt af eksplosioner, blandt andet 6. august, hvor en kraftig eksplosion ramte Skattestyrelsen i København. To svenske mænd er sigtet for at have transporteret den bombe, der gik af, fra Sverige til København.

Udvalgte eksplosioner i Sverige i 2019: