Femårsdag for terrorangrebet i Beslan

Rusland sørger i dag over et af landets værste terrorangreb, der kostede 334 mennesker livet på en skole i den sydrussiske by Beslan.

Mindehøjtidelighed i 2008

Flere tusind pårørende til de mange dræbte fra terrorangrebet i Beslan er her til morgen samlet til en mindehøjtidelighed i byen. Det er fem år siden, tjetjenske oprørere besatte skole nr. 1 og tog over 1100 gidsler.

Maksimal sikkerhed

Mere end 3000 betjente er blevet udstationeret for at holde fred i republikken Nordossetien. For det er ikke kun i Beslan, at sikkerheden er skruet helt op. Alle nærliggende byer har fået fire til syv politibetjente til at stå vagt på skolerne her på første skoledag.

Værste angreb i Rusland

Besættelsen af skolen i Beslan varede i tre dage, hvor børn, forældre og lærere sad stuvet sammen i skolens gymnastiksal, mens terroristerne havde anbragt sprængstof både i salen og på resten af skolen. Russiske specialtropper endte med at storme skolen, og i alt mistede 334 mennesker mistede livet - heraf var 186 børn.

Fortsat uro i regionen

Nordossetien ligger i det ustabile sydlige område Nordkaukasus. Bare i dag har der været tre nye terrorangreb i Tjetjenien og Dagestan, og området har været voldsomt plaget af blodige angreb gennem hele sommeren.

Facebook
Twitter