Feminist-kongen i det pashtunske stammeland: Mand om dagen, kvinde om natten

I Afghanistans traditionelle stammekultur i bjergene lever Hokmeena Sadiqi som både mand og kvinde. Hun kalder sig Kvindernes Konge.

(Foto: Mads Køngerskov)

Khost-provinsen, Afghanistan

Hun er feminist iklædt sort silketurban. Hun er kvindernes mand med herreringe klemt ned over de buttede fingre og en kniv i bæltet.

Hun er mand blandt de andre stammeældre mænd, som hun engang kæmpede sammen med - hende og mujahedinerne mod Sovjet, der invaderede Afghanistan. På én og samme tid kan Hokmeena sidde til te som en mand og alligevel lade sin hånd strejfe mit lår, som kun en kvinde ville gøre.

- Hvis nogen rører ved din kvinde, slår vi ham ellers ihjel, siger Hr. Jangikail, som er forhenværende distriktguvernør og jeg fortaber mig i detaljerne i hans turban.

  • Hokmeena Sidiqi er ugift og lever med sin familie i et mindre hus for foden af bjergene. I den pashtunske kultur er det ellers nærmest utænkeligt for en kvinde ikke at være gift. (Foto: Mads Køngerskov)
  • I Afghanistan er det ikke ualmindeligt at visse familier iklæder deres pigebørn drengetøj og opdrager dem som drenge, hvis der er mangel på drengebørn i familien. Begrebet hedder Basha Posh. Alligevel er det sjældent at en kvinde som Hokmeena ender med at leve hele livet som en mand. (Foto: Mads Køngerskov)
  • Det var i de bjergrige egne mellem Pakistan og Afghanistan at også den forhenværende al-Qaeda-leder Osama Bin Laden og hans netværk til tider opholdt sig. (Foto: Mads Køngerskov)
  • Khost-provinsen ligger i det østlige Afghanistan og sammen med de andre østlige provinser var den centrum for flere amerikanske militærbaser, hvorfra amerikanerne i årevis forsøgte at fordrive militante. (Foto: Mads Køngerskov)
  • De pashtunske stammer på begge sider af grænsen mellem Afghanistan og Pakistan lever efter et stammekodeks, hvor begrebet melmastia er centralt. Det betyder gæstfrihed, og gennem årtier har stammerne huset fremmede krigere. (Foto: Mads Køngerskov)
1 / 5

Hr. Jangikail har serveret teen med udsigt til pashtunernes terræn. Hokmeena griner mandligt højlydt, så hendes ene guldtand glinser. Fra skrædderstillingen på det afghanske tæppe ser vi de ubarmhjertige bjerge rejse sig - vi sidder faktisk i dem.

Forenet i kamp

I landskabet, der former grænsen mellem Afghanistan og Pakistan - en kunstig linje trukket i slutningen af 1800-tallet som opdelte de pashtunske stammefolk. Dem, der lever med deres helt særegne stammekodeks og traditioner, som dikterer livet i et ekstremt opdelt mande- og kvindeliv.

Khost-provinsen ligger på grænsen til Pakistan.

I nyere tid har netop dette grænseland også været centrum for Vestens krig mod terror. Mod Al Qaeda, Taleban og andre islamistiske militante grupper, der er vandret over grænsen fra Pakistan og udnyttet de gamle mujahedineres huler i bjergsiderne, og Vestens dovne forestilling om, at vi måske ville kunne styre stammerne. Et enkelt opslag i en historiebog vidner om det modsatte.

Pashtunerne er utæmmelige og uforudsigelige. I dag er Hokmeena og pashtunernes Khost-provins blandt de mest sikre territorier i et Afghanistan, hvor Taleban ellers lægger stadig større pres på landets store byer.

- Det er takket være stammerne. Vi er forenet i kampen om at fordrive de fremmede, siger hun med henvisning til militante fra Pakistan.

CIA har trænet en hemmelig milits af pashtuner, der med hårdhændede metoder har fået kontrol over området. Og i hovedstaden Kabul fremhæver politikerne Khost som perleeksemplet. Men herude støtter stammerne også regeringen.

I videoen herunder sidder Hokmeena Sadiqi til te med forhenværende distriktguvernør Hakim Hali Jangikail

Midt i det traditionsbundne pashtunske land bor så kvinden, der siden hun var en 10-årig pige har levet som en dreng og mand. Herude, hvor hver en bolig er en fæstning med tårne, hvorfra stammerne udkæmper deres stammefejde når de ikke kæmper mod Al Qaeda, er mange drengebørn en nødvendighed for stammens forsvar. Og da Hokmeenas forældre ikke lykkedes med drengene, klædte hendes far hende i stedet i drengetøj og besluttede, at hun nu var en dreng. I Afghanistan kendes begrebet som bacha posh, “klædt som en dreng”, men kan dække over forskellige traditioner.

(Foto: Mads Køngerskov)

Kvindernes konge

Hokmeenas omgivelser ved, at hun er en kvinde, fortæller hun, mens vi vandrer mellem bjergsiderne og besigtiger nogle af de huler, hun gemte sig i som hellige kriger i 1980’erne.

- Hvilket køn føler du dig som? spørger jeg og føler mig sjældent fri til at spørge om alt i en kultur, hvor mande og kvinderoller ellers er særdeles veldefinerede og afgrænsede.

- Jeg føler mig som en mand, siger Hokmeena.

Hvordan? spørger jeg.

Jeg kan sidde sammen med mændene og føle mig som en mand. Men jeg sover i kvindernes soveværelse, siger hun og insisterer på at blive kaldt en hun.

For jeg er jo også en kvinde. Jeg blev født som en kvinde, tilføjer hun.

(Foto: Mads Køngerskov)

For nogle år siden blev hun valgt ind i provinsrådet, hvor hun fokuserede på kvinders rettigheder.

- Jeg er kvindernes konge. Jeg støtter kvinder. De laver meget arbejde, laver mad, passer børn og de har store problemer. Det skal ikke være tilladt at give en kvinde væk som betaling af blodpenge, siger Hokmeena med reference til nogle af de mere brutale dele af stammernes kodeks, der betragter kvinden som noget, der kan handles med.

I videoen herunder kan du se hvordan DR rejser til Khost-provinsen gennem områder, hvor Taleban står stærkt.

Ligestillingskamp i stammeland

Hokmeena har bevaret sin britiske Lee Endfield riffel fra Første Verdenskrig - ikke en sjældenhed at se på begge sider af grænsen, hvor stammerne gennem historien gav briterne hovedpine. Den hviler på skulderen, mens hendes mobil ligger i vestelommen. Jeg bliver i tvivl, om det er manden eller kvinden i Hokmeena, der straks hiver den frem for at tage et billede af mit hår, da jeg sætter mit tørklæde og et øjeblik blotter min knold. Måske er svaret ikke entydigt.

Hokmeena er en sjælden figur, der ligesom rovfuglene glider på vinden over bjergkammen og både er lidt i Afghanistan og lidt i Pakistan. Måske får kvinder ikke lige rettigheder med mænd i stammeland i Hokmeenas levetid. Hun investerer i uddannelse og har indrettet en skole i sin bolig.

- Er du ligefrem lettet over, at du ikke behøver leve som kvinde? spørger jeg. Men det var måske for dristigt.

Nej, svarer hun hårdt, og så er der vist ikke mere at tale om. Hendes blik fæstner sig et sted nede i dalen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk