Fiasko eller succes? Sådan kan klimatopmødet i Paris ende

Direktøren for klimatænketanken Concito kommer her med fire bud på, hvad der kan komme ud af klimatopmødet.

(Foto: Mie Hvidkjær © dr)

Kommer der en aftale, der kan bremse den globale opvarmning?

Eller må verdens klima- og miljøministre tage både slukørede og tomhændede hjem fra FN’s kommende klimatopmøde i Paris?

Det er spørgsmålet, som lige nu optager alverdens politikere, klimaforskere, topchefer og klimaaktivister.

Verdens lande prøver lige nu at finde en løsning på de klimaforandringer, der allerede vender op og ned på vores vejr. Og forventningerne til topmødet er på forhånd skruet godt op.

FN har meddelt, at man går efter en juridisk bindende aftale. Men er det realistisk?

DR Nyheder har bedt direktøren for klima-tænketanken Concito, Christian Peter Ibsen, om at komme med fire bud på, hvordan klimatopmødet kan ende.

1) Fiasko-scenariet – Ingen aftale overhovedet

Klimaforhandlingerne kollapser, fordi landene ikke kan blive enige, og landene må flyve hjem igen uden nogen form for aftale.

Christian Peter Ibsens vurdering: Noget usandsynligt.

Ifølge Concito-direktøren tror mange politikere nemlig, at de kan blive enige om en eller anden aftale i Paris.

- Verdens ledere har behov for at vise, at de står sammen om klimaudfordringerne. Derfor vil landene også gøre meget for at holde sammen på forhandlingerne.

Skulle det alligevel ske, vil landene dog fortsætte kampen mod klimaforandringerne, siger Christian Peter Ibsen. Alle har nemlig erkendt, at klimaforandringerne er en realitet, og derfor er det også i deres egen økonomiske og miljømæssige interesse at gøre noget ved dem, siger han.

Til gengæld vil landene nok se andre steder hen end FN, når de i fremtiden skal prøve at løse klimaforandringerne, siger Christian Peter Ibsen.

- Landene vil nok i højere grad begynde at lave bilaterale og regionale delaftaler på klimaområdet i stedet for store, globale aftaler. Dermed risikerer vi i givet fald også at hensynene til de fattigste og mest sårbare vil blive glemt.

2) Københavner-scenariet – En løs hensigtserklæring uden konkrete krav

Klimatopmødet ender som i København i 2009 med en såkaldt ”accord”. Det vil sige en løs, politisk hensigtserklæring, der indeholder en masse fine ord om at bekæmpe klimaforandringerne men ingen konkrete forpligtigelser eller indsatser.

Christian Peter Ibsens vurdering: Noget usandsynligt.

Han peger på, at verden er et helt andet sted i dag end for seks år siden i København.

Mere end 175 lande har allerede meldt ud, hvor meget de vil reducere deres CO2-udslip med. Det skal landende altså ikke slås om det ved forhandlingsbordet, og derfor er man allerede nu længere i processen, end man var inden klimatopmødet i København, påpeger Concito-direktøren.

Derudover har man fra FN's side grebet arbejdet helt anderledes an denne gang, siger han.

- I København prøvede man at presse nogle klimakrav ned ovenfra. Det fungerede ikke, og derfor har man denne gang valgt den omvendte tilgang, altså at bygge klimaaftale op nedefra, siger han.

Landene har selv skullet fortælle, hvor meget de vil reducere deres CO2-udledning med, og derfor matcher klimaindsatsen landenes egne prioriteter.

- Så der er lagt op til en helt anden form for aftale, og det betyder også at der er større chance for at vi får en egentlig aftale, siger han.

3) Kerneaftalen – maskinrummet for fremtidens klimaindsats

Landene bliver enige om en internationalt bindende kerneaftale – det man i FN-sprog kalder en ”agreement”. Den kommer til at gælde i flere årtier, og den vil sætte den overordnede ramme for, hvordan alle verdens lande fremover vil reducere deres udslip af drivhusgasser og tilpasse sig klimaforandringerne.

Christian Peter Ibsens vurdering: Meget sandsynligt.

En kerneaftale vil ifølge Concito-direktøren fungere som et slags fundament for klimaindsatsen, som landene så senere hen kan bygge oven på og udvide med flere konkrete tiltag og øgede ambitioner.

Størstedelen af verdens lande har allerede meldt ud, hvor meget de frivilligt vil reducerer deres CO2-udledning med efter 2020. Det bliver de bidrag, aftalen kommer til at bygge på, siger Christian Peter Ibsen.

Den vil dog også sætte et langsigtet mål for, hvad landene skal gøre for at bekæmpe klimaforandringerne. Og den vil også give landene muligheden for løbende at skrue op for ambitionsniveauet.

- Hvis det ender sådan, må landene også anerkende, at klimaaftalen ikke bliver perfekt i første omgang. Men den vil blive et væsentligt skridt på vejen, og det gør os forsigtig optimistisk siger Concito-direktøren.

4) Sværvægteren – den juridisk bindende aftale

Klimaforhandlingerne ender med en juridisk bindende aftale som Kyoto-protokollen, som FN ønsker det. Her bliver der sat faste krav til, hvor meget de enkelte lande skal sære deres CO2-udledning med.

Christian Peter Ibsens vurdering: Helt usandsynligt.

Det skydes først og fremmest lande som USA, Kina og Indien, der på ingen måde vil gå med til en juridisk bindende aftale som Kyoto-protokollen.

- De vil gerne gøre en indsats for at bekæmpe klimaforandringerne, men de vil ikke gå med til en aftale, der i for høj grad fratager dem deres nationale suverænitet. USA vil blandt andet ikke gå med til en aftale, der kræver, at de skal hjem og gøre det til lovgivning via Senatet, siger Concito-direktøren.

Men ifølge Christian Peter Ibsen vil det i sidste ende være lige så godt med en kerneaftale som med en juridisk bindende aftale.

- Der findes ikke noget FN-politi, der kan håndhæve, at landene implementerer protokollen, så det kan landene jo bare lade være med, hvis de ikke ønsker det, siger han.

- Det bedste, der kan ske for den globale klimaindsats, er, at vi får en aftale, som rent faktisk bliver implementeret i alle lande, når de kommer hjem. Og det er scenarium nummer tre.

Facebook
Twitter