Fiat Chrysler dropper fusion med Renault efter krav fra staten

Fusionen mellem Fiat Chrysler og franske Renault ville have skabt verdens tredjestørste bilproducent.

Fiat Chrysler og Renault bliver alligevel ikke fusioneret. (Foto: Foto: ERIC GAILLARD / Scanpix 2008 © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Bilgiganten Fiat Chrysler trækker tilbuddet om at slå sig sammen med Renault tilbage.

Det italiensk-amerikanske bilfirmas tilbud på 35 milliarder dollar - 232 milliarder kroner - om en fusion ville have skabt verdens tredjestørste bilproducent efter Volkswagen og Toyota.

Fiat Chrysler skyder skylden på fransk politik.

- De rigtige politiske omstændigheder eksisterer ikke i Frankrig lige nu, for at en fusion som denne kan etableres, skriver bilfirmaet i en pressemeddelelse.

Ville ikke frede arbejdspladser

Den franske stat ejer 15 procent af Renault. Staten krævede, at fusionen ikke ville koste franske arbejdspladser, og at der skulle udbetales udbytte til franske aktionærer, herunder den franske stat.

Det ville Fiat Chrylser angiveligt ikke gå med til.

De to selskaber sælger begge over ti millioner biler om året.

/ritzau/

Facebook
Twitter