Financial Times støtter Barack Obama

Financial Times støtter på lederplads i mandagens udgave Barack Obama i kampen om at blive USA's næste præsident.

(Foto: Emmanuel Dunand © Scanpix)

Den ansete erhvervsavis Financial Times støtter demokraten Barack Obama i kampen om at blive USA's næste præsident.

Obama får ros for sin håndtering af finanskrisen og for sit forslag om en gennemgribende reform af sundhedssektoren i USA. Når det gælder handelspolitik, hælder avisen mere til John McCain, men Obama er alt i alt "det rigtige valg", skriver Financial Times.

Den demokratiske kandidat har ført sin valgkamp på "fortrinlig" vis, og selv om det ikke er det samme som at lede et land, så er det "en prøve på lederevner", mener avisen.

Financial Times bliver dagligt læst af omkring 1,3 millioner mennesker verden over.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk