Finsk og amerikansk firma skal destruere Syriens kemiske våben

Et dansk skib er med til at fragte Syriens kemiske våben ud af landet, mens et finsk og et amerikansk skal stå for destrueringen.

Finske Ekokem skal stå for at destruere kemiske våben fra Syrien sammen med et amerikanske firma. I baggrunden ses det finske firma, der ligger i byen Riihimäki. (Foto: AFP PHOTO / LEHTIKUVA / MARTTI KAINULAINEN © Scanpix)

Den endelige destruktion af Syriens kemiske våben, som danske skibe er med til at fragte ud af landet, skal gennemføres af et finsk og et amerikansk firma, oplyser organisationen for forbud mod kemiske våben (OPWC) fredag.

Det finske firma, Ekokem, skal ifølge OPWC stå for at destruere ingredienser til de kemiske våben samt affaldsmateriale, som er blevet tilovers efter destruktion af våben om bord på et amerikansk skib, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det andet firma, som har fået retten til at hjælpe til med destruktionen, er det amerikanske datterselskab af det franske firma Veolia Evironment.

14 firmaer har ansøgt

I alt 14 firmaer har ansøgt om at destruere våbnene, hvorefter de kvalificerede bud skulle igennem en teknisk og kommerciel gennemgang, skriver OPCW i en pressemeddelelse.

- Konklusionen af processen repræsenterer et vigtigt skridt hen imod den fulde destruktion af Syriens kemiske våben inden for tidsfristerne, skriver OPCW.

OPCW vurderede for nylig, at destrueringen af kemiske våben i Syrien bliver forsinket tre måneder og formentligt først vil være færdig i slutningen af juni.

Voldsomme angreb på civile

Det tredje læs af de kemiske våben blev bragt ud af landet på et norsk skib for fire dage siden. Et dansk fragtskib og et dansk krigsfartøj deltager også i arbejdet.

FNs Sikkerhedsråd besluttede i en resolution, at våbnene skulle destrueres, efter at flere voldsomme angreb på civilbefolkningen i Syrien kostede flere hundrede mennesker livet i august sidste år.

/ritzau/