Fire betjente anholdt efter kidnapning af brite i Jakarta

Betjentene forsøgte at få en stor løsesum for manden. To civile er også anholdt.

Den britiske mand kørte i sin bil inde i Jakarta, da han blev stoppet ved en vejblokade af fire betjente. (Foto: WILLY KURNIAWAN © Scanpix)

Hvad der startede som en anholdelse på grund af en forseelse i trafikken udviklede sig dramatisk for en britisk mand i Indonesiens hovedstad, Jakarta.

Efter at fire betjente havde taget ham med på stationen - med den begrundelse, at manden havde begået en forseelse i trafikken - tvang de ham ind i en bil og kørte ham hen til et hotel i centrum af byen.

Her blev han tvunget til at ringe til sin chef og fortælle, at chefen skulle betale over seks millioner danske kroner, hvis han skulle slippe fri.

Lokale medier skriver, at manden blev meldt savnet af sin kone den 31. oktober.

Ifølge BBC blev manden løsladt, efter at løsesummen på 900.000 dollar - lidt over seks millioner kroner - blev udbetalt af mandens chef.

Anholdt i banken

Summen blev udbetalt i dollars, så de fire betjente ville veksle pengene til den lokale valuta.

Men imens de forsøgte at veksle pengene, blev de anholdt.

Talsmanden for Jakartas politi Argo Yuwono siger til CNN i Indonesien, at der er tale om 'skrupelløse' medlemmer af politistyrken.

Udover de fire betjente er to civile anholdt. Talsmanden siger, at blandt dem er en kollega til den britiske mand. De seks personer bliver nu undersøgt i forhold til deres konkrete roller i kidnapningen.

Skulle anklagerne mod de fire betjente holde stik, står de til at miste deres arbejde, skriver lokale medier.