Fire dræbt ved skyderi i Tel Aviv

I alt ni personer er ramt af skud - fire er dræbt. To gerningsmænd meldes tilbageholdt af israelsk politi.

Israelsk ambulance ankommer med et skudoffer fra angrebet. (Foto: GIDEON MARKOWICZ © Scanpix)

Mindst ni personer er blevet ramt ved et skyderi i den israelske by Tel Aviv. Fire meldes dræbt, oplyser israelsk politi til nyhedsbureauet AP.

Politiet er på gerningsstedet, Sarona Market, som er et populært område med cafeer og restauranter, siger politiets talskvinde, Meirav Lapidot, til AP.

Politiet fortæller til BBC, at to gerningsmænd er tilbageholdt, den ene er indlagt på et hospital.

Tel Avivs politichef Chico Edri kalder angrebet "et alvorligt terrorangreb".

- To terrorister ankom til komplekset, mens de skød, og til vores beklagelse blev ni personer ramt og såret, siger politichefen til BBC.

Gerningsmand skudt

Tidligere gik der meldinger om en tredje gerningsmand på fri fod, men dette er nu afkræftet af politiet.

- Af de to terrorister blev den ene arresteret, mens den anden blev såret af skud. Våbnene, som de brugte, er nu blevet beslaglagt, oplyser politichefen videre.

Skyderiet var ifølge politiet rettet direkte mod israelere, og området ligger samtidig tæt på det centrale militærhovedkvarter og det israelske forsvarsministerium.

- Da vi hørte skuddene, forstod vi omgående, at der var tale om et terrorangreb, fortæller Meital Sassi til israelske Channel 10 TV, ifølge AP.

Hun var ude for at fejre sin søns fødselsdag, da angrebet fandt sted.

- Vi satte i løb med klapvogn og vores baby, jeg råbte til folk, der ikke forstod hvad der skete, at de skulle flygte.

I de seneste otte måneder har Israel været ramt af gentagne angreb, der har kostet 28 israelere livet. I samme periode er omkring 200 palæstinensere dræbt. Mange af disse er identificeret som gerningsmænd ved angrebene, skriver AP.

Facebook
Twitter