Når 2019 går på hæld, sender Danmark et militært bidrag bestående af omkring 70 personer og to transporthelikoptere til Sahel-regionen i det nordlige Afrika. I hvert fald hvis det står til regeringen.
- Terrorgrupperne i Sahelregionen er en trussel imod vores fælles sikkerhed. Derfor træder vi til sammen med Frankrig for at få dem nedkæmpet, lyder det fra udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i en pressemeddelelse.
Forud for udsendelsen af det danske bidrag vil der blive fremsat et beslutningsforslag til behandling i Folketinget.
Men hvad er det for nogle opgaver, som det danske militærbidrag står over for? Hvad er Sahel-regionen for en størrelse? Og hvad er situationen i landene, som vi sender soldater til?
Det svarer DR’s Afrika-korrespondent, Søren Bendixen på her:
Hvad skal de danske soldater?
De danske soldater skal deltage i den fransk-ledede antiterror-operation Barkhane, som har eksisteret i flere år, fortæller Søren Bendixen.
- Det er en operation, der absolut er i den hårde ende. Det er ikke en fredsbevarende operation. Operationen går målrettet efter terrorister i Mali, Niger og Tchad.
Operation Barkhane består af omkring 4.500 franske soldater, og de får også hjælp fra Storbritannien og Estland. Ifølge Søren Bendixen er det dog ikke et helt ukendt territorium for danske soldater.
- Der har tidligere været danske jægersoldater udstationeret som en del af FN’s fredsbevarende styrke i Mali, hvor man også arbejdede sammen med en franskledet operation, siger han.
I Sahel-regionen opererer flere forskellige terrorgrupper, der har tilknytning til større og mere eller mindre kendte terrororganisationer. Jama’at Nusrat al-Islam wal Muslimin (JNIM) er også kendt som al-Qaeda i Sahel.
JNIM opererer først og fremmest i Mali, men også i Niger og Burkina Faso. Terrorgruppen står bag talrige angreb på sikkerhedsstyrker og vestlige mål i regionen.
Ud over JNIM kommer de danske soldater højst sandsynligt også til at kæmpe mod terrorister med tilknytning til Al-Shabaab, Boko Haram og Islamisk Stat.
Hvad er Sahel-regionen?
Sahel er en stor del af Sahara, og regionen strækker sig over hele det nordlige Afrika. Ifølge Søren Bendixen er det kort sagt et område, der har det rigtig hårdt.
- Det er et af de fattigste områder i verden, og det er rigtig dårligt stillet i forhold til naturressourcer. Man har set en udvikling, der på ingen måde er gunstig, siger han.
Et af de lande i området, der står over for de allerstørste udfordringer, er Niger, der er et af de allerfattigste lande i verden.
- Man ser en stor befolkningstilvækst, men det er et land, der på ingen måde kan brødføde sig selv. Derfor er der grobund for, at man let kan blive omvendt til at blive en del af en organisation, der ernærer sig ved terrorisme og ved smugling af mennesker op igennem ørkenen.
Sahel er nemlig også et af de områder, som migranter skal op igennem, hvis de skal nå til Europa. Her er det især Niger og Mali, der er transportkorridorer, som EU har gjort meget for at lukke.
Hvor får danskerne base?
Det danske militærbidrag kommer til at få base i byen Gao i Mali. Her ligger blandt andet en stor FN-base, hvor danske jægersoldater tidligere har boet.
- Det er et meget centralt område i forhold til at nå de områder, hvor der er terroraktivitet. Og så er det altså et område, som Danmark har relativt solidt kendskab til, fortæller Søren Bendixen, der har besøgt Gao to gange.
Du kan se et indslag om jægersoldaterne, som Søren Bendixen besøgte i 2016 i videoen her:
Ifølge Søren Bendixen kan man kalde Gao for en oase i en meget stor ørken og ingenmandsland. Der har været meget migration af mennesker, men også smugling af stoffer, der er transporteret fra syd mod nord.
- Man kan se, at der her er nogle mennesker, der har relativt mange penge, som kommer fra smugleri, siger han.
Hvordan er situationen i Sahel?
Situationen i Sahel er ifølge Søren Bendixen, at mange af landene kæmper gevaldigt med den nationale sikkerhed.
FN satte en stor operation i gang i Mali tilbage i 2013, som skulle genskabe sikkerheden i landet, men ifølge Søren Bendixen er det langt fra gået, som man håbede.
Det så nogenlunde ud på et tidspunkt, men nu har kaos og terrorister fået lov at styre alt for meget, så det er et land i en rigtig dårlig udvikling.
I nabolandet Burkina Faso er situationen ikke meget bedre. Og sikkerhedssituationen i landene går også udover de yngste borgere, fortæller Afrika-korrespondenten.
- Tusindvis af skoler lukker i de her lande, fordi de af sikkerhedsmæssige årsager simpelthen ikke kan holde åbent.
- Situationen er virkelig dårlig, og den gør kun én ting. Den gør fattige mennesker endnu fattigere, siger Søren Bendixen.