Fire stik i minuttet: Briter åbner kæmpe vaccinationscentre, mens ambulancer holder i kø

Smitsom variant truer med at overvælde hospitaler flere steder i landet.

Britiske patienter må vente i op til ni timer i ambulancer, inden de kan blive indlagt på hospitalet. (Foto: Andy rain © Scanpix)

Storbritannien satser stort på, at vacciner bliver det våben, som redder landet fra at blive blæst omkuld af coronavirus.

Landet åbner syv store vaccinationscentre i England mandag for at få mere fart på udrulningen af vacciner mod covid-19.

Håbet er, at centrene kan hjælpe regeringen med at nå sit mål om at få vaccineret alle landets udsatte borgere inden midten af februar.

Det drejer sig om cirka 12 millioner mennesker.

Storbritannien vaccinerer i øjeblikket cirka 200.000 om dagen. Det oplyste landets sundhedsminister, Matt Hancock, søndag, skriver Ritzau.

Det tal skal op på to millioner om ugen, hvis alle plejehjemsbeboere, ældre over 70 år, folk med underliggende sygdomme og sundhedsarbejdere skal være vaccineret 15. februar.

Alarmerne bimler

Storbritannien kæmper i øjeblikket med kraftigt stigende smittetal på grund af en ny og mere smitsom variant af coronavirusset.

Og alarmklokkerne bimler mange steder i systemet.

Antallet af indlagte med covid-19 har aldrig været højere, og blandt andet ambulanceselskaber er under "hidtil uset pres", skriver Sky News. Reddere fortæller, at patienter i nogle tilfælde venter i op til ni timer i ambulancer, før der bliver plads til dem på hospitalet.

I kommunen Surrey syd for London har myndighederne været nødt til at genåbne et midlertidigt lighus, fordi hospitalerne ikke længere havde plads.

Og intet tyder på, at krisen har toppet endnu. Regeringens øverste sundhedsrådgiver, Chris Whitty, siger, at de kommende uger bliver de værste for det britiske sundhedssystem under pandemien.

Grundstenen

Men den britiske regering håber, at en hurtig udrulning af vacciner kan få alle de bekymrende kurver til at knække.

I forbindelse med åbningen af de nye vaccinationscentre vil sundhedsminister Matt Hancock senere mandag offentliggøre sin plan for, hvordan vaccinen skal rulles ud i resten af landet.

- Vaccineplanen vil blive grundstenen for vores afslutning på pandemien. Men vi må alle stadig fortsætte med at gøre vores del ved at blive hjemme og ellers følge reglerne, når vi bevæger os rundt, siger Hancock i en meddelelse.

Flere end 81.000 mennesker har mistet livet i Storbritannien efter at være blevet testet positive for coronavirus. Det er femteflest på verdensplan målt i totale tal.

I alt er mere end tre millioner blevet testet positive for virusset i landet. En ny analyse viser dog, at 12,4 millioner kan have været smittet alene i England.

Blandt de syv nye vaccinationscentre er et felthospital i London, et fodboldstadion i Bristol, en travbane i Surrey og en tennisklub i Manchester.

Ifølge avisen Daily Mail vil cirka fire personer i minuttet kunne blive vaccineret på de store vaccinationscentre.

Flere hospitaler, hundredvis af læger og enkelte apoteker vil også slutte sig til landets vaccinationskampagne i denne uge.

Ridebanen Epsom Downs Racecourse er et af i alt syv kæmpe vaccinationscentre i Storbritannien (arkivfoto). (Foto: POOL New © Scanpix)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter