Fire tilfælde af zika-smitte er fundet i USA

Myndighederne i USA har endnu ikke identificeret myg, som er bærere af zika-virus, men andre smittekilder afvises.

Ifølge Floridas guvernør, Rick Scott, er en kvinde og tre mænd blevet smittet med zika-virus af en myg. (Foto: Gaston de Cardenas © Scanpix)

Sundhedsmyndighederne i Florida meddeler, at de har registreret de første tegn på tilfælde af lokal smitteoverføring af det myggebårne zika-virus i det kontinentale USA, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne har endnu ikke identificeret myg, som er bærere af virusset, men delstaten har udelukket andre mulige smittekilder.

- Der er tale om fire tilfælde. En kvinde og tre mænd er ramt, og de er formentlig smittet ved myggestik, siger Floridas guvernør, Rick Scott.

- Beviserne hober sig op, og det tyder på, at der sker lokal overførsel af zikavirus via myg i det sydlige Florida, sagde talsmand Tom Skinner fra Center for Sygdomsforebyggelse (CDC) til Reuters torsdag.

Efter alt at dømme kan de kun være blevet smittet af myg i Florida.

Myndighederne er i gang med at undersøge de smittedes naboer i en radius af 150 meter. Det er nemlig denne afstand, som zika-myggen typisk bevæger sig inden for.

Borgere og turister i Florida er blevet opfordret til at indlevere urinprøver i bestemte dele af delstaten, så myndighederne kan fastslå omfanget af zika-spredning.

Florida melder, at det har 328 tilfælde af rejserelateret zikavirus.

/ritzau/

Facebook
Twitter