Fire ting, du skal vide om G7-mødet i Frankrig

Lederne fra syv af verdens rigeste lande samles i dag i Biarritz under Frankrigs formandsskab.

Alle verdens flag vajer på den stærkt bevogtede Saint-Esprit-bro i Bayonne i det sydvestlige Frankrig forud for weekendens topmøde. (Foto: THOMAS SAMSON © Scanpix)

I denne weekend løber årets G7-møde af stablen i den franske badeby Biarritz. Det er 45. gang, at gruppen mødes for at diskutere demokrati, økonomi og udvikling.

Bliv klogere på mødet her.

1

Hvad er G7?

Deltagerne ved sidste års G7-topmøde, som blev afholdt i byen La Malbaie i Canada. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

G7, som står for 'Group of 7' er en organisation bestående af verdens syv "mest udviklede" økonomier. Gruppen blev dannet i 1975, hvor man oprindeligt var seks medlemmer.

G7 består af USA, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Japan og Canada, som sluttede sig til i 1976.

EU er desuden repræsenteret ved Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd. EU har været en fast del af G7, og før det G8, siden 1981.

Tidligere var også Rusland med i gruppen, som derfor hed G8.

Men efter Rusland annekterede halvøen Krim i 2014, valgte G7-landene at boykotte både Rusland og G8-mødet i netop Rusland senere samme år.

Formandskabet - og det medfølgende værtskab - roterer mellem medlemmerne, og i år er turen kommet til Frankrig, som afholder mødet i Biarritz.

2

Hvem deltager?

Modstandere af G7 demonstrerede lørdag nær den fransk-spanske grænse (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)

Normalt er det kun G7-medlemmerne, der deltager, men i år har den franske vært, præsident Emmanuel Macron, inviteret gæster, der normalt ikke er med.

Det gælder blandt andet Indiens premierminister, Narendra Modi, og flere afrikanske og latinamerikanske ledere.

Gruppen har da også tidligere fået kritik for ikke at repræsentere afrikanske og sydamerikanske nationer.

3

Hvad skal de diskutere?

Billedet her stammer fra sidste års G7-topmøde, som blev afholdt i Canada. (Foto: Handout . © Scanpix)

Der er flere ting på dagsordenen på det to dage lange topmøde - og en hel del at være uenige om.

Lederne skal blandt andet diskutere brexit, som er nært forestående, men endnu uafklaret, handelskrigen mellem USA og Kina og den fallerede atomaftale med Iran.

Derudover vil der være økonomi, udenrigspolitik, miljøbeskyttelse og bekæmpelse af ulighed på dagsordenen. Netop bekæmpelsen af ulighed er nemlig et af de områder, som Frankrig bestræber sig på at bruge sit nuværende formandskab af G7 på.

En stor del af andendagen på mødet skal ligeledes bruges på møder og drøftelser med G7's afrikanske samarbejdspartnere om udvikling og ligestilling på det afrikanske kontinent.

4

Hvad kommer der ud af G7-mødet?

Sikkerhedsfolk på taget af Hotel du Palais i Biarritz, hvor topmødet bliver afholdt, (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

I denne omgang - ikke rigtigt noget - i hvert fald ikke nogle officielle dokumenter.

Normalt afslutter gruppen ellers mødet med et slutdokument, men i år har man valgt ikke at satse på, at gruppen bliver enige nok til, at det kan lade sig gøre.

Slutdokumentet bliver normalt brugt til, at G7-medlemmerne forpligter sig til indholdet og sender et budskab til det internationale samfund om, hvilken vej gruppen går.

Du kan læse meget mere om G7-mødet i denne analyse fra DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.

Facebook
Twitter