Flodbølge i Grønland

Fisker så tsunamien fra sin båd: Bad min familie flygte

Det er stadig uklart, præcist hvad der udløste den grønlandske flodbølge.

Fisker Nukannguaq Samuelsen tog lørdag aften omkring klokken 21 sammen med sin søn ud for at fiske. Knap var de kommet ud til bøjerne, før hans kone ringede og advarede om en tsunami.

- Kort efter ringer hun igen og siger, at vandet når helt op til vores hus, fortæller Nukannguaq Samuelsen til det grønlandske medie KNR.

Han, hans kone og deres fire børn bor i Nuugaatsiaq, som kort før klokken 22 lørdag aften blev ramt af en tsunami, der også tog dele af Uummannaq og Illorsuit med sig i havet.

Nukannguaq Samuelsen kan ikke gøre meget fra sin fiskerbåd. Han og sønnen er langt fra kystlinjen. Fra havet kan han mærke bølgerne og faren, der er under opsejling. Over telefon siger han til familien, de skal komme væk.

- Jeg bad dem flygte op på en slags fundament vest for huset. Jeg kan høre, de flygter, siger Nukannguaq Samuelsen, der fra havet ser mod kysten.

- Vi kunne se, at husene blev trukket af havet. Det var meget forfærdeligt.

Fodboldbanen, som de lokale kalder sletten, bliver ædt af havet. Men Nukannguaq Samuelsens hus klarer kæmpebølgen.

- Vores hus ligger på en høj. Men husene omkring løsnede sig fra deres fundament. Jeg talte. Jeg tror, det var syv. Nogle af dem blev ikke trukket helt ud i havet.

Jordskredet skete cirka 30 kilometer fra bygden Nuugaatsiaq, som er hårdest ramt af oversvømmelser.

Han og familien er sammen med andre fra Nuungaatsiaq blevet evakueret til skolehjemmet i byen. Samlet er 190 personer blevet evakueret efter tsunamien, oplyser politiet på et pressemøde. Det står endnu ikke helt klart, hvad der udløste jordskredet og tsunamien. Først troede man, det var et jordskælv, men eksperterne er i tvivl.

Et andet øjenvidne, fiskeren Jens Ole Jensen fra Uummannaq, var også på vej ud på fangst sammen med sin familie omkring klokken 21 lørdag aften, da han så noget, han aldrig havde set før.

- Jeg så en meget stor mængde støv rejse sig op, og jeg sagde til min kone: Se der nord på! Hun tog hurtigt et billede. Så gik det op for mig, at fjeldet skred højt oppe. Jeg kunne mærke, at skredet var kolossalt, og at det helt sikkert ville få følger, fortæller Jens Ole Jensen til KNR.

- Jeg prøvede at kalde over radioen. Og så så jeg kæmpebølgen slå ind på kysten nord for os og oversvømme det hele. Så slog jeg alarm. Jeg sagde til dem, de skulle være forsigtige.

Fire personer er meldt savnet, og efterforskningsarbejdet er besværliggjort på grund af risici for nye klippeskred.

Indsamling, sang og bønner

KNR's reporter Núno Isbosethsen, som har talt med evakuerede borgere i Uummannaq fortæller, at folk er meget berørte.

- Folk holder om hinanden med tårer i øjnene, og nogle græder, siger hun.

Kommunekontoret flager på halvt, og det samme gør slægtninge til savnede.

Private har samlet ind til de berørte, der har mistet alt. Blandt andre Peter og Uiloq Motzfeldt fra Nuuk, som opfordrer alle, der kan undvære tøj og sko til voksne og børn, til at donere.

Arktisk Kommando oplyser, at de mandag sendte et fly fra Nuuk Lufthavn mod Qaarsut Lufthavn lastet med blandt andet 20 papkasser og 60 flyttekasser med tøj indsamlet i Nuuk til brug for de indbyggere, som i løbet af de seneste par døgn er blevet evakueret.

Mandag aften var der fællesbøn i kirken klokken 19, og klokken 20 var indkaldt til borgeroplysning på skolen.

I hovedstaden Nuuk samledes indbyggerne i bymidten for at vise medfølelse for de involverede borgere i bygden Nuugaatsiaq ved at synge salmen 'Nærmere Gud til dig'.

- Vi er alle sammen følelsesmæssigt berørte af naturens kræfter, som har vist sig fra sin voldsomme side, skriver arrangørerne ifølge KNR.

Billeder fra Nuuk.

Sagen kort

  • Lørdag aften lokal tid skete et jordskred i Karatfjorden. Et område på ca. 300 x 1100 meter styrtede i fjorden.

  • Kort efter ramte en flodbølge bygden Nuugaatsiaq og skyllede flere bygninger i havet.

  • Eksperter mener, at bølgen blev skabt af et stort jordskred ca. 30 km derfra.

  • Flere personer er kommet til skade, og fire savnes.

  • Hele Nuugaatsiaq er evakueret til den større by Uummannaq, hvor mange af dem opholder sig i forsamlingshuset.

  • Indsatsen bliver koordineret af Grønlands Politi, mens Arktisk Kommando indgår i indsatsen med skibe, helikopter i katastrofeområdet.

  • Politiet frygter nye skred og evakuerer derfor flere andre bygder i området. Det er uvist, hvor mange mennesker som er blevet bedt om at lade sig evakuere til de større byer Uummannaq og Aasiaat.

  • Forsvarets skib Vædderen holder øje med den fjeldvæg, som er i fare for at skabe yderligere skred.

Facebook
Twitter