Flere amerikanske politikere besøger Taiwan under to uger efter omstridt Nancy Pelosi-besøg

De fem amerikanske politikere skal blandt andet diskutere spændingerne i Taiwanstrædet og øget handel mellem USA og Taiwan.

Generaldirektøren i Taiwans udenrigsministeriums afdeling for nordamerikanske affærer, Douglas Hsu, tager imod fire af de fem amerikanske politikere. (Foto: TAIWAN MINISTRY OF FOREIGN AFFAIRS)

Under to uger efter det omstridte besøg, som Nancy Pelosi, formand for Repræsentanternes Hus i USA, aflagde i Taiwan, har flere amerikanske politikere fulgt trop og er nu på besøg i den lille østat.

Kina, der betragter Taiwan som en udbryderprovins, advarede i kraftige vendinger forud for Nancy Pelosis besøg. Men hun trodsede advarslerne, og Kina lancerede en storstilet militærøvelse nær Taiwan.

Søndag landede fem andre amerikanske politikere så i Taiwan, hvor de skal mødes med flere af landets politiske ledere for at diskutere forholdet mellem USA og Taiwan.

Desuden skal spændingerne i Taiwanstrædet diskuteres, mens handel mellem de to lande også er på dagsordenen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Svær situation for Joe Biden at navigere i

De fem politikere er den demokratiske senator Ed Markey, de tre demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus John Garamendi, Alan Lowenthal og Don Beyer, samt Aumua Amata Coleman Radewagen, der er republikaner og Amerikansk Samoas delegerede i Repræsentanternes Hus.

Mandag skal de fem amerikanske politikere mødes med Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, oplyser præsidentkontoret i en pressemeddelelse ifølge Reuters.

- Det demonstrerer USA's Kongres' faste opbakning til Taiwan, at Markey leder en delegation på besøg i Taiwan. Særligt i en tid, hvor Kina øger spændingerne i Taiwanstrædet og regionen med militærøvelser, lyder det.

Taiwans viceudenrigsminister, Alexander Yui (th) og den amerikanske senator Ed Markey (tv). (Foto: TAIWAN MINISTRY OF FOREIGN AFFAIRS)

Inden Nancy Pelosis besøg i Taiwan advarede Kinas udenrigsministerium om, at besøget ville forringe det kinesisk-amerikanske forhold markant.

- Det undergraver fred og stabilitet på tværs af Taiwan-strædet og sender et alvorligt forkert signal til separatiststyrkerne om 'Taiwans uafhængighed', lød det i den officielle erklæring.

Men den amerikanske kongres støttede Pelosis besøg og lagde selv op til, at man ville sende delegationer til Taiwan. Derfor skal dette besøg ses som en forlængelse deraf.

Camilla Nørup Sørensen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet og forsker i international politik med særligt fokus på Kina, vurderer, at det store spørgsmål er, hvordan Kina reagerer på besøget.

- Det er klart, at den her delegation ikke har samme høje rang som Pelosis delegation. Så jeg tror, det, der bliver afgørende, er, hvorvidt kineserne ser det som en fortsættelse. For det, de reagerede meget stærkt på ved Pelosis besøg, var, at de så det som en glidebane, som amerikansk Taiwan-politik er ude på, hvor man bevægede sig væk fra ét-Kina-politikken.

- Det havde Kina behov for at få stoppet, og derfor så vi de her meget store militærdemonstrationer, siger hun.

Mens Kongressen har vist opbakning til Nancy Pelosis besøg i Taiwan, så har USA's præsident, Joe Biden, været mere tilbageholdende i sin opbakning.

Det skal ses i lyset af, at hele situationen omkring Taiwan og Kina er meget kompleks for den amerikanske præsident at navigere i, vurderer Camilla Nørup Sørensen.

- Biden vil meget nødig fremstå svag og eftergivende i forhold til Kina, det sælger ikke rigtig indenrigspolitisk i USA.

- På den anden side har han et stort behov for at kontrollere og stabilisere situationen over Taiwanstrædet i forhold til at skulle modvirke, at der udvikler sig en egentlig militær konfrontation med Kina. Det er der en reel risiko for, og det tror jeg, man er meget klar over i Biden-administrationen, siger Camilla Nørup Sørensen.