Flere amerikanske soldater er coronasmittede efter protester

Nationalgarden vil på grund af "operationel sikkerhed" ikke oplyse antal smittede soldater efter protester.

Demonstranter står foran soldater fra Nationalgarden under protester nær Det Hvide Hus 3. juni. (Foto: REUTERS/Jonathan Ernst © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Soldater i Nationalgarden i Washington D.C. er blevet testet positive for coronavirus.

Det sker, efter at de har været på vagt under den seneste tids store demonstrationer i forbundshovedstaden, oplyser garden.

Talskvinde for Nationalgarden løjtnant Brooke Davis siger, at man ikke kan afsløre antallet af positive test af hensyn til den "operationelle sikkerhed".

Hun fortæller, at de positive test er konstateret, efter at de 1700 soldater er blevet demobiliseret efter udsendelsen til demonstrationerne mod politivold og racisme i kølvandet på George Floyds død 25. maj.

Den fandt sted, da politibetjent fra Minneapolis Derek Chauvin satte sit knæ på Floyds hals i otte minutter og 46 sekunder under en anholdelse.

Blandt andet foran Det Hvide Hus har der været demonstrationer med store menneskemængder og tusindvis af deltagere.

I videoen kan du se, hvordan det gik for sig under demonstrationernes spæde begyndelse i Minneapolis:

Testet før og efter

Nationalgarden blev mobiliseret af først borgmesteren og siden af den føderale regering, da protesterne førte til oprørsagtige tilstande og plyndringer.

Soldaterne er blevet testet for coronavirus både før og efter udsendelse, oplyser Brooke Davis.

Mens mange demonstranter gik med maske på, var der også nogle, som ikke gjorde. Flere folk fra politiet og militæret gjorde heller ikke.

- Nationalgardens soldater holder afstand, og brugen af værnemidler blev opretholdt, mens det praktisk var muligt, siger Davis.

Næsten 112.000 er døde efter coronasmitte i USA, efter at virusset spredte sig fra Kina og Europa tidligere på året. Landet har omkring to millioner smittetilfælde ud af verdens 7,2 millioner.

Ifølge Johns Hopkins University er knap 525.000 raskmeldte i USA.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter