Flere civile dræbt i Gaza og det sydlige Israel: 'Vi vil bare gerne leve i fred'

28 palæstinensere og to israelere meldes dræbt, efter konflikten i Jerusalem har udviklet sig til kampe mellem Hamas og Israel.

I skrivende stund meldes 28 palæstinensere og to israelere dræbt. (Foto: MOHAMMED SALEM © Scanpix)

Efter flere dages voldsom uro i Jerusalem tog konflikten i går en drastisk drejning, da Hamas sendte raketter mod Israel, og den israelske hær svarede igen med et dødeligt gengældelsesangreb.

Trods verdenssamfundets opfordringer om en fredelig løsning fortsætter kamphandlingerne. Ifølge den militante palæstinensiske organisation Hamas affyrede man i eftermiddag 137 raketter mod det sydlige Israel i løbet af blot fem minutter.

Omvendt siger Israel, at de har angrebet 150 mål i Gazastriben.

Og raketudvekslingen har kostet civile livet på begge sider af grænsemuren.

Sundhedsmyndighederne i Gaza oplyser ifølge The Guardian, at 28 palæstinensere nu har mistet livet som følge af de israelske luftangreb de seneste to dage - herunder ti børn.

I det sydlige Israel meldes to kvinder dræbt som følge af raketangreb fra Gaza.

Og der er ikke umiddelbart tegn på, at konflikten tager af. Snarere tværtimod.

Her til aften har Israel nemlig igangsat et massivt bombardement i Gaza.

Tidligere i dag meldte den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, ligeledes, at Israel vil optrappe sine angreb.

- Siden mandag har hæren gennemført hundredvis af angreb mod Hamas og Islamisk Jihad i Gaza... og vi vil intensivere vores angreb, siger Netanyahu i en videooptagelse udsendt af hans kontor, skriver Ritzau.

- Hamas vil blive ramt på måder, som det ikke venter, lyder det fra Netanyahu.

Og omkring klokken 20 dansk tid fortsatte Hamas' angreb, fortæller Allan Sørensen, der er korrespondent i Mellemøsten for Kristeligt Dagblad.

Muligvis op mod 200 raketter blev affyret af Hamas, fortæller han.

- Gennem den seneste time er det regnet ned over det centrale Israel med raketter. Det er det mest massive angreb fra Hamas nogensinde i Israels historie.

- Fly, der skulle lande i Israel, blev omdirigeret til at kredse rundt om Middelhavet, fordi de simpelthen ikke kunne lande, siger han.

"Vi vil bare gerne leve i fred"

Den seneste tids kampe i Jerusalem udspringer af en konflikt i bydelen Sheikh Jarrah i det østlige Jerusalem, hvor en lov giver mulighed for at konfiskere omkring 70 palæstinenseres ejendomme.

Det har skabt massevis af protester, der de seneste dage har udviklet sig voldsomt med konfrontationer mellem stenkastende demonstranter og israelske sikkerhedsstyrker, der blandt har gjort brug af vandkanoner, tåregas, gummikugler og chokgranater.

De voldsomme sammenstød førte i går til over 300 sårede palæstinensere og 21 sårede israelske betjente - men situationen eskalerede voldsomt, da Hamas i går aftes sendte raketter mod Israel, der svarede igen med dødelige luftangreb i Gaza.

Det er en eskalering, som blandt andet har gjort ondt på 25-årige Bashir al-Masri fra Beit Hanoun i det nordlige Gaza. Han og familien er i sorg, efter hans to nevøer, Marwan på syv år og Ibrahim på 11 år, i går blev dræbt ved et israelsk luftangreb, beretter New York Times.

  • Flere af ofrene fra gårsdagens israelske bombardement blev i dag begravet i Gaza. (Foto: MAHMUD HAMS © Scanpix)
  • Broderen til en af de dræbte palæstinensiske børn bliver trøstet. (Foto: MOHAMMED SALEM © Scanpix)
1 / 2

Ifølge Bashir al-Masri legede de to drenge udenfor, da et israelsk missil slog ned. Han mener, at det viser, at Israel er ligeglade med civile tab.

- De angriber bygninger med børn, de angriber ambulancer, de angriber skoler. Og verden, med USA i spidsen, siger, at folk i Gaza er terrorister. Men vi er ikke terrorister. Vi vil bare gerne leve i fred, siger han til det amerikanske medie.

Sådan så det ud tidligere i dag, da der blev sendt raketter afsted fra Gaza:

Få kilometer nord for Beit Hanoun finder man den sydisraelske kystby Ashkelon. Her er blandt andet skolerne lukket, og indbyggerne har fået besked på at søge i sikkerhed på grund af vedvarende raketangreb fra Gaza.

Tidligt i morges ramte en raket en boligblok i en forstad til kystbyen, hvilket sårede seks personer - herunder to børn.

  • To kvinder søger i sikkerhed i Ashkelon i det sydlige Israel. (Foto: AMIR COHEN © Scanpix)
  • Her slog flere raketter ned i løbet af i dag. (Foto: Jack guez © Scanpix)
  • Ifølge de israelske sundhedsmyndigheder mistede to israelske kvinder tidligere i dag livet som følge af et raketangreb fra Gaza, (Foto: Jack guez © Scanpix)
  • Ifølge Hamas sendte de 137 raketter mod det sydlige Israel på blot fem minutter. (Foto: Abir sultan © Scanpix)
1 / 4

En af beoerne, 61-årige Maria Nagiv, siger ifølge New York Times, at hun ikke har fulgt den seneste udvikling i Jerusalem, der er gået forud for den voldsomme eskalering. Og hun ved mindre om, hvorfor der bliver sendt raketter afsted mod Ashkelon, siger hun.

- Hele verden siger, at jøderne skaber problemer. Men hvad har jeg gjort forkert? Jeg har ikke gjort noget, og alligevel sender de bomber afsted.

Ifølge det israelske militær har landets anti-missilsystem Iron Dome nedskudt 90 procent af raketterne fra Gaza. I denne video fra tjekkisk tv ser man systemet i aktion over Ashkelon:

Folkekirkens Nødhjælp påvirket af angreb

Den voldsomme eskalering har også haft konsekvenser hos Folkekirkens Nødhjælp i området, fortæller Mads Frilander, som er landechef i Palæstina for Folkekirkens Nødhjælp.

Han er bosat i bydelen Sheikh Jarrah i Østjerusalem, som den seneste tids uro tager udgangspunkt i. Han fortæller, at han de seneste uger på tæt hold har oplevet overvejende fredelige palæstinensiske protester og en hårdhændet håndtering fra israelsk side.

Men i aftes blev organisationen direkte påvirket af den voldsomme eskalering, da en lokal medarbejder fra Gaza-kontoret mistede fem familiemedlemmer. Ifølge familien og de palæstinensiske sundhedsmyndigheder skete det i forbindelse med de israelske luftangreb i den tætbeboede Gazastribe.

- Hun mistede to børn, et barnebarn og to nevøer, og yderligere tre børn blev hårdt såret. Så det er en meget ulykkelige personlig tragedie for vores medarbejder, siger Mads Frilander, der siger, at han er dybt chokeret over situationen og frygter for udviklingen.

- Vi er meget bekymrede for, at det nu kommer til at udvikle sig til en ny Gaza-krig, hvor vi fra de tidligere krige ved, at det kommer til at påvirke de civile mest.

Samtidig ærgrer det danskeren, at den seneste tids palæstinensiske protester mod blandt andet udsmidninger af palæstinensere i Sheikh Jarrah nu bliver trængt i baggrunden af en militant optrapning.

- Det var en ret bred folkelig protest, som i det store hele var fredelig, selv om der har været stenkast fra nogle mennesker her og der, siger Mads Frilander, der oplevede protesterne som en vigtig debat og udtryk for bred folkelig frustration.

- Nu bliver det kapret af voldelige grupper, i stedet for at det handler om palæstinensiske rettigheder og en debat om, hvilket samfund Israel har udviklet sig til og gerne vil være fremadrettet, siger danskeren, som håber, at der nu bliver lagt pres på parterne i den militære konflikt, der er under optrapning.

- Der er brug for, at der er pres på parterne til at respektere folkeretten og menneskerettighederne og sørge for, at det ikke går ud over de civile, når de kæmper, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk