Flere danske turister strandet på Rhodos på ubestemt tid

Et it-nedbrud har skabt kaos i lufthavnen på den græske ø Rhodos. Rejseselskab ved ikke, hvornår gæsterne kan komme hjem.

Det er højsæson på Rhodos, og it-nedbruddet har ramt i en af de travleste rejseweekender. (Foto: Amalie Hansen)

Et it-nedbrud i indtjekningssystemet i lufthavnen på den græske ø Rhodos har skabt store problemer for de mange turister, der lige nu besøger øen.

Siden søndag aften har fly hverken kunne lette eller lande, og både rejseselskaberne TUI og Spies oplyser, at de har flere gæster, der er strandet på øen.

Thomas Cook Airlines, der flyver for Spies, melder, at 212 ikke kan komme hjem.

- Efter en nat med meget store udfordringer har vi stadig nogle, der venter på at komme hjem. Vi gør alt, hvad der står i vores magt for at finde et fly, der kan hente dem, siger pressechef Lisbeth Nedergaard Thomas Cook Airlines.

Ærgerlig slutning på ferie

Amalie Hansen er en af dem, der lige nu er strandet på et hotel på Rhodos. Hun har været på ferie med sin familie og skulle have været med et fly klokken 00.30.

Efter flere timer uden information i lufthavnen blev hun omkring klokken 05.00 kørt til Sunwing resort. Men på grund af de mange mennesker har det ikke været muligt at finde sovepladser til alle.

- Der var kun få værelser, som blev tildelt familierne med små børn. Vi endte med at sove på solsenge, men de er blevet flyttet, så nu sidder vi og venter på hotellets gulv.

  • Amalie Hansen og hendes lillebror skulle have været med et fly hjem i nat. (Foto: Amalie Hansen)
  • De 212 Spies-gæster er blevet kørt til et hotel i nærheden af lufthavnen, men der er ikke nok sovepladser. (Foto: Amalie Hansen)
1 / 2

Amalie Hansen og hendes familie har allerede aflyst arbejde og aftaler, fordi det er uvist, hvornår de kommer på et fly.

- Nu afventer vi bare, hvad der skal ske. Det er rigtig ærgerligt, at det skal ende sådan. Det har ændret turen. I stedet for at tænke på det positive, er det blevet det her kaos, der er i fokus, siger hun.

Travleste rejseweekend i højsæson

De græske lufthavnsmyndigheder melder hertil formiddag, at it-problemerne er overstået, men derfor er problemerne ikke ovre.

For nu skal alle de afbrudte rejser indhentes, og det er et større puslespil, fordi denne weekend er den største rejseperiode for ferierejsende fra Europa.

- Det er højsæson på Rhodos, og både folk fra Tyskland og England er gået på sommerferie denne weekend. Det vil sige, at der har været flere tusinde gæster i lufthavnen, der alle på den ene eller anden måde er blevet berørt, siger Lisbeth Nedergaard og fortsætter:

- Vi gør alt for at få vores gæster hjem, men alle andre i Europa leder også efter erstatningsfly, der kan hente folk, så det er svært lige nu. Det vil tage tid at få alle ekspederet igennem.

Hun vil ikke udtale sig om, hvornår gæsterne kan se frem til at komme hjem.

- Jeg tør ikke lægge hovedet på blokken og komme med et konkret tidspunkt. Men vi gør, alt hvad vi kan, siger pressechefen.

Facebook
Twitter