Flere døde og smittede af coronavirus: Amerikanere bliver evakueret

Kina bekræfter 15 dødsfald i forbindelse med coronavirus, som nu har smittet knap 2000 personer i landet.

Mydnighederne i den kinesiske provins Hubei, hvor storbyen Wuhan er hovedstad, arbejder på højtryk for at inddæmme spredningen af coronavirrusset. (Foto: HECTOR RETAMAL © Ritzau Scanpix)

Antallet af personer, der er bekræftet døde af coronavirus i Kina, er natten til søndag dansk tid steget til 56.

Det sker, efter at myndighederne i den hårdt ramte Hubei-provins, hvor smitten menes at have sit epicenter i millionbyen Wuhan, har bekræftet 13 nye dødsfald.

Samtidig har myndighederne i Shanghai, der er Kinas største by, natten til søndag for første gang registreret et dødsfald i forbindelse med virusset.

Og derudover er en person omkommet af smitten i Henan-provinsen, der grænser op til Hubei-provinsen.

Samtidig er der konstateret omkring 600 nye tilfælde af smittede i Kina. Dermed stiger det samlede antal tilfælde af smittede i landet til 1975.

Det skriver det kinesiske statsmedie CCTV.

USA evakuerer amerikanere

Som en konsekvens af virusset vil USA arrangere en flytransport til at evakuere USA's udstationerede diplomater i Wuhan.

Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium i en pressemeddelelse natten til søndag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der vil også blive plads til et begrænset antal private amerikanske statsborgere i flyet, som på tirsdag den 28. januar skal flyve fra Wuhan til San Francisco.

I den forbindelse vil personer med størst risiko for at blive smittet med coronavirusset få førsteprioritet, fremgår det af meddelelsen.

- Kapaciteten vil være ekstremt begrænset, og hvis der ikke er plads til at transportere alle dem, der er interesserede, vil personer i høj risiko blive prioriteret først, skriver udenrigsministeriet.

'Alvorlig situation' i Kina

Landets præsident, Xi Jinping, advarede lørdag om, at coronavirusset udgør en "alvorlig situation" for Kina, mens myndighederne arbejder på højtryk for at hindre smitten i at brede sig.

Der er blevet indført transportforbud i Wuhan og flere andre af Hubei-provinsens byer i et forsøg på at inddæmme smitten. I alt 56 millioner indbyggere er påvirket af restriktionerne i provinsen.

Natten til søndag dansk tid slutter Canada sig desuden til listen af lande, hvor smitten menes at være blevet registreret.

Det bekræfter den canadiske regering i en pressemeddelelse.

Der er tale om en person, der for nylig er vendt hjem til Canada efter et besøg i Hubei-provinsen i Kina, som formodes at være smittet med virusset.

- Individet er i stabil tilstand og er indlagt på hospitalet, oplyser den canadiske regering i en pressemeddelelse.

Lørdag blev de første fire tilfælde af smitten bekræftet i Australien, som er en populær destination for kinesiske turister.

De fire personer, der er ramt af virusset i Australien, har alle været i Wuhan for nylig.

Fredag aften blev Frankrig det første europæiske land, der kunne bekræfte tilfælde af coronavirusset.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er det for tidligt at klassificere udbruddet af coronavirus som en international sundhedskrise.

/ritzau/Reuters