Flere dræbt i israelsk angreb ud for Gaza

Flere mennesker er blevet dræbt iefter et sammenstød mellem israelsk militær og en hjælpekonvoj af skibe på vej mod Gaza. Dødstallet er usikkert, men der er meldinger om op til 16 dræbte.

Den israelske flåde gør sig klar til at gribe ind mod den konvoj af skibe, der er på vej mod Gaza. (© Scanpix)

Dødstallet stiger efter sammenstødet mellem israelsk militær og en hjælpekonvoj af skibe på vej mod Gaza.

Ifølge den israelske tv station Channel 10 er 16 mennesker blevet dræbt under den israelske flådes angreb på skibene.

Israelsk flåde åbnede ild

Den tyrkisk tv-station NTV oplyser, at mindst ti blev dræbt og 30 såret, da den israelske flåde åbnede ild, fordi konvojen ignorerede en ordre om at vende om og sejle væk fra Gaza.

Ifølge avisen Haaretz melder den israelske flåde om to sårede israelere.

Konvoj medbragte medicin

Konvojen med flere hundrede aktivister om bord var på vej til Gaza med 10.000 ton nødhjælp. Blandt andet byggematerialer, medicin og vandrensningsudstyr. Skibene forlod internationalt farvand ved Cypern i går på trods af israelske protester. Landet betrager konvojen som en politisk provokation.

Første israelske udmelding

Efter flere timers stilhed fra det officielle Israel mens konfrontationen fandt sted har en israelsk minister nu beklaget tabene.

- Billederne er ikke rare at se på. Jeg kan kun udtrykke beklagelse over de mange ofre, siger handelsminister Binyamin Ben-Eliezer til israelsk militærradio.

Facebook
Twitter