Flere dræbt i knivangreb ved kirke i Nice

Flere personer er blevet såret i angrebet, der fandt sted ved ni-tiden.

Politiet er talstærkt tilstede foran Notre Dame-kirken i det centrale Nice i det sydlige Frankrig. (Foto: Eric Gaillard © Scanpix)

Tre personer er blevet dræbt i et knivangreb i en kirke i den centrale del af den sydfranske by Nice.

Det skriver blandt andet Reuters.

Angrebet fandt sted omkring klokken ni inde i Notre-Dame kirken på Avenue Jean-Medicin, som er hovedgaden i den sydfranske by.

Den formodede gerningsmand er blevet anholdt og bliver behandlet på hospitalet for skader, han pådrog sig under anholdelsen. Det oplyser borgmester i Nice, Christian Etrosi.

- Alt tyder på et terrorangreb

Ifølge Christian Estrosi tyder alt på, at der er tale om et terrorangreb. Det skriver han på Twitter.

- Jeg er på stedet med politiet, der har anholdt gerningsmanden. Jeg kan bekræfte, at alt tyder på, at der er tale om et terrorangreb i Notre Dame-kirken i Nice, lød det tidligere i dag fra borgmesteren.

Ifølge borgmesteren skulle gerningsmanden have råbt "Allahu Akbar" - Gud er stor - gentagne efter angrebet, selv da politiet forsøgte at anholde ham. Det siger han til nyhedsbureauet AP. Det er dog endnu ikke klarlagt, præcis hvad motivet bag angrebet skulle have været.

Regeringen har ifølge indenrigsminister Gerald Darmanin indkaldt til krisemøde, og den franske anti-terror anklagemyndighed oplyser til Reuters, at de er blevet bedt om at efterforske angrebet.

Samtidig oplyser Christian Etrosi, at den franske præsident, Emmanuel Macron, skulle være på vej til Nice.

- Metoderne stemmer overens

Angrebet finder sted, mens Frankrig stadig er ved at komme sig ovenpå drabet på den 47-årige skolelærer Samuel Paty, som fandt sted for få uger siden.

Han fik skåret halsen over på åben gade, fordi han havde vist tegninger af profeten Muhammed i sin undervisning om ytringsfrihed.

Borgmester i Nice, Christian Etrois, kobler dagens angreb sammen med drabet på Samuel Paty, fordi der ifølge ham er ligheder i fremgangsmåden. Ofrene blev dræbt på den "mest forfærdelige måde", siger han til Reuters:

- Metoderne stemmer uden tvivl overens med dem, der blev brugt mod den modige lærer i Conflans Sant Honorine, Samuel Paty.

Fordømmelse i Mellemøsten

Drabet på Samuel Paty fik Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, til at slå hårdt ned på en række muslimske organisationer, rette skarp kritik mod islamister og love at forsvare ytringsfriheden.

Præsidentens udmeldinger har vakt stor vrede i Mellemøsten og på Den Arabiske Halvø, hvor en lang række lande har demonstreret og opfordret til boykot af franske produkter.

Det franske råd for muslimsk troende har fordømt angrebet i Nice, skriver BBC, og udtrykt deres solidaritet med ofrene og deres familier.

Det er ikke første gang, at Nice bliver ramt af et terrorangreb. Den 14. juli 2016 blev 86 dræbt, da en gerningsmand kørte en lastbil ned af byens strandpromenade, Promenade des Anglais, midt under fejringen af Frankrigs nationaldag, Bastille-dagen.

Facebook
Twitter