Flere elbiler på vejene? Sådan gør Danmarks nabolande

Fri adgang til busbanerne, kontante bonusser og gratis parkering.

Elbiler på rad og række på Refshaleøen i København i 2015. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Dyrere benzin og diesel og en ny vejskat til alle bilister.

Sådan lyder nogle af forslagene i den rapport om grønne biler, som elbilskommissionen i dag har offentliggjort.

Rapporten er resultatet af halvandet års arbejde for at finde ud af, hvordan man bedst muligt laver en grøn omstilling af den danske bilpark.

Her er de vigtigste forslag i elkommissionens rapport

  • En vejafgift på 1.000 kroner om året, som alle bilejere skal betale for at køre på vejene. Afgiften gælder også udenlandske bilister.

  • Benzin- og dieselpriserne skal stige med en krone per liter allerede fra næste år. Det gælder dog kun, hvis politikerne vil have mere end 750.000 elbiler på vejene i 2030.

  • Nye elbilsejere skal have et årligt tilskud på 2.500 kroner indtil 2030.

  • Registreringsafgiften skal ændres, så den afspejler, hvor meget CO2 bilen udleder.

  • Registreringsafgiften for fossile biler skal sættes op, hvis politikerne vil have en million elbiler på vejene i 2030.

  • Registreringsafgiften på elbiler skal stige gradvis frem mod 2030. I dag er der reelt ingen registreringsafgift på elbiler op mod 400.000 kroner.

Men Danmark er langt fra det eneste land i verden, der går efter at få skiftet en del af benzinbilerne ud med el.

Her kan du læse om nogle af de måder, vores nabolande opmuntrer bilkøberne til at skifte benzinen ud med el.

Norge

Elbiler på offentlig parkeringsplads i Oslo centrum. (Foto: © Maria Albrechtsen Mortensen, Scanpix)

Norges arbejde for at få flere elbiler på vejene strækker sig helt tilbage til 1990’erne. Det har givet pote, og Norge er i dag et af de lande i verden, der har allerflest elbiler per indbygger.

Knap 15 procent af Norges samlede bilpark er indtil videre el- eller hybridbiler, ligesom næsten 70 procent af de biler, der er blevet solgt i Norge i år, enten er el- eller hybridbiler.

Opmuntring til køb:

Nordmændene skal hverken betale moms, registreringsafgift eller vægtafgift, når de køber en elbil.

Norge udbetaler ikke bonusser til elbilkøbere, som man gør i en hel række andre lande. Til gengæld får ejere af elbiler en hel række andre fordele, når de først har underskrevet købsaftalen.

De kan blandt andet køre i busbanen, få billigere eller endda gratis parkering, køre på betalingsveje til halv pris og komme billigere med færgen.

Skattefordele:

Ligesom Danmark benytter Norge sig af grønne afgifter, der er baseret på benzinforbruget på den bil, man kører i. Ejer man en elbil slipper man med den lavest mulige afgift på 455 norske kroner.

Man betaler heller ikke vejskat.

Norge giver også virksomheder en skatterabat på 40 procent på elbiler.

Sverige

Volvos fabrik og hovedkvarter i Torslanda, Göteborg. (Foto: © SCANPIX, Scanpix)

Opmuntring til køb:

Køber man som svensker en ny bil eller varevogn med nul emission - altså en bil med minimal C02-udledning - så giver den svenske stat en klimabonus på 60.000 svenske kroner, så længe bonusssen ikke udgør mere end 25 procent af nyprisen på bilen.

Køber man en bil med lav udledning, kan man få 10.000 svenske kroner.

Skattefordele:

Ejere af en elbil får en nedsættelse af vejskatten med 360 svenske for nul emmissionsbiler, plus en undtagelse fra C02-afgifter de første fem år efter køb af en såkaldt ”supergrøn” bil.

Ifølge EU's Observatorium for Alternative Brændstoffer (EAFO) er der tale om gennemsnitlig skattelettelse 1760 svenske kroner.

Også svenske virksomheder får en rabat på op til 10.000 svenske kroner ved køb af en el- eller hybridbil.

Tyskland

VW produktion af elbilen ID.3 på deres fabrik i Zwickau, Tyskland.De er igang med at udfase produktionen af Golf Variant. Når fabrikken er fuldt oppe af køre, skal den producere 330.000 elbiler om året. Grøn energi. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Opmuntring til køb:

Fra 1. juli 2020 til 31. december 2020 får tyskerne en midlertidig rabat på momsen, som sænkes fra 19 til 16 procent, hvis de køber en elbil.

Indtil udgangen af 2021 får bilkøbere også en ”innovationsbonus” af den tyske stat, som betyder en midlertidig forøgelse af den klimabonus, man ellers får, ved køb af nye eller brugte elbiler. Det gælder alle køretøjer som er registreret efter den 4. juni 2020.

Det betyder blandt andet en bonus på 9.000 euro ved køb af en el- eller hybridbil til mindst 40.000 euro. For el- og hybridbiler, der koster under 40.000 euro udløser det en bonus på 7.500 euro.

Samtidig får elbilister en hel række fordele, der minder om Norges. De kan køre i busbanen, ligesom de også kan parkere gratis og på særligt reserverede parkeringspladser.

Skattefordele:

En 10 år lang skatteundtagelse for elbiler og hybridbiler, som er registreret inden udgangen af 2020.