Medarbejderflugt fra iPhone-fabrik fortsætter efter 'største regulære gadekampe i et årti'

I Kina skaber coronaregler og forsinket løn kaos på verdens største iPhone-fabrik.

Sammenstød ved Apple-leverandøren Foxconns fabrik i går. (Foto: © AFPTV TEAMS, Ritzau Scanpix)

Mange ansatte har forladt den kaosramte iPhone-fabrik i Zhengzhou i det centrale Kina.

Foxconn, der ejer fabrikken, er Apple-leverandør, og der er tale om verdens største iPhone-fabrik med 200.000 ansatte, der blandt andet producerer iPhone 14 Pro og Pro Max.

En kilde tæt på situationen siger til nyhedsbureauet Reuters, at så mange som 20.000 har forladt fabrikken. Mange af dem, der har sagt op, er ansat for nylig og ikke gået i gang med at arbejde endnu.

Den uafhængige organisation China Labour Watch bekræfter, at mange medarbejdere har fået lov gå.

Videoer på sociale medier fra i dag viser, hvordan Foxconn-medarbejdere står i lange køer med bagage og venter på bussen.

- Tiden er inde til at tage hjem, lyder teksten i en af videoerne, som Reuters citerer.

Foxconn, der er en taiwanesisk virksomhed, har ikke ønsket at kommentere oplysningerne, men DR's Kina-korrespondent, Philip Roin, siger, at det er et voldsomt slag for ledelsen.

- Det er voldsomt, fordi det kommer oveni de estimerede 60.000, der forlod fabrikken tilbage i oktober, under de sidste optøjer. Vi ved jo ikke, hvor mange af dem der er blevet erstattet af nye arbejdere, men det er ikke sådan lige at rekruttere i den størrelsesorden – selv ikke i Kina, siger Philip Roin.

Videoen herunder blev i går postet på Twitter af China Labour Watch og viser angiveligt, hvordan protesterne ved iPhone-fabrikken har udviklet sig.

Regulære gadekampe med politiet

Den enorme fabrik fungerer som et lukket system, der er isoleret fra resten af samfundet på grund af frygt for coronaudbrud.

Uroen begyndte for alvor onsdag, hvor ansatte protesterede over coronarestriktionerne og over en forsinkelse i udbetalingen af løn.

Protesterne førte til sammenstød med sikkerhedspersonale på fabrikken, som det angiveligt bliver vist i videoen herunder.

Foxconn undskyldte i går for den forsinkede løn, der ifølge Apple-leverandøren skyldes en teknisk fejl, der er opstået, da de ansatte nye medarbejdere.

- Der går rygter om, at arbejderne har fået 10.000 kroner i kompensation og mulighed for at tage af sted. Hvis det er rigtigt, er det et vidnesbyrd om, hvor store problemer fabrikken er i. Det er vel at mærke næsten halvanden månedsløn for at forlade jobbet, det er uhørt på kinesiske fabrikker, siger DRs korrespondent i Kina, Philip Roin.

Og det er overraskende, hvor store og voldsomme protesterne er blevet, siger han.

- Der er tale om flere tusinde arbejdere, der jo griber til forhåndenværende våben og er i direkte kamp med myndighederne. Og vi har også set videoer af både protesterende og politi, der er blevet banket. Det er regulær gadekamp, og det har vi ikke set optaget på video i den her skala det sidste årti, siger han.

(Arkiv) Kinesiske arbejdere på en anden af Foxconns fabrikker i Shenzhen i det sydlige Kina. (Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

Leverancer til Danmark bliver også påvirket

Den seneste udvikling kan vise sig at gøre det svært for Foxconn at nå sit mål om at vende tilbage til fuld produktionskapacitet i slutningen af denne måned.

Og det vil også kunne mærkes herhjemme, siger Kina-korrespondent, Philip Roin.

- Man kan ikke reducere arbejdsstyrken med 20-30 procent, uden at det har betydning. Spørgsmålet er, hvor langt man er med at opfylde juleordrerne. Højsæson på den her slags fabrikker er typisk august, september, oktober, så man kan få varerne frem inden jul, men Foxconn har jo haft problemer med arbejderprotester og corona hele efteråret, siger han.

(Arkiv) En af Foxconns fabrikker i Kina. (Foto: © Str, Ritzau Scanpix)

Foxconns kæmpe forklaringsproblem

Tidligere denne måned forsøgte Foxconn at skaffe mange nye ansatte. Der blev lovet bonusser og højere løn, efter at selskabet var nødt til at indføre coronarestriktioner i oktober. Restriktionerne tvang selskabet til at isolere mange ansatte, og det fik også mange til at sige op.

Philip Roin siger, at Foxconn står med et kæmpe forklaringsproblem i forhold til de lokale myndigheder, der vil blive nødt til at straffe fabrikken for at tilfredsstille folkestemningen.

- Det handler for en fabrik om at være i et godt forhold til lokalregeringen, ellers er det svært at operere, siger han.

Men Foxconn har også et stort forklaringsproblem over for Apple.

- Apple er jo er ansvarlig for sine underleverandører, og de her protester er jo gået verden rundt og er nået forbrugere af Apples produkter overalt, siger korrespondenten.

Urolighederne sker på et tidspunkt, hvor Kina registrerer rekordmange tilfælde af coronavirus. Flere end 25.000 personer bliver hver eneste dag testet positive for covid-19 i Kina.

Det har fået myndighederne til at indføre strenge nedlukninger, som har resulteret i store frustrationer blandt borgere over hele landet.