Flere palæstinensere dræbt under anti-israelsk demonstration

Demonstrationerne sker på dagen, hvor USA åbner sin ambassade i Jerusalem.

Demonstranter og israelsk militær støder sammen ved Gaza-striben. Kilder: Ap og AFP.

Det israelske militær har skudt og dræbt mindst 41 palæstinensiske demonstranter, heriblandt en 14-årig dreng, i Gaza-striben. Det er det højeste antal dræbte på én dag i mere end fire år.

Det oplyser det lokale, palæstinensiske sundhedsministerium ifølge en række medier, heriblandt nyhedsbureauet AP og BBC.

Derudover skulle mere end 700 personer skulle være blevet såret.

Dermed har over 80 demonstranter ifølge Reuters mistet livet, siden demonstrationerne begyndte for godt syv uger siden.

Ifølge israelsk militær har de dræbt tre palæstinensere, der forsøgte at placere en bombe i nærheden af grænsehegnet. Det skriver AP.

Palæstinensiske demonstranter kræver at få lov til at vende tilbage til de områder, hvor deres forfædre boede, før staten Israel blev oprettet i 1948. I moskéerne i Gaza opfordres palæstinensere via kraftige højttalere til at deltage i den såkaldte "Store March Tilbage", det skriver Ritzau.

EU og FN kræver undersøgelse

Siden den 30. marts har tusindvis af demonstranter deltaget i protesterne, der er blevet døbt "Den store march tilbage", og de forventes at kulminere i morgen, hvor palæstinenserne vil markere, at det er 70 år siden, at Israel blev oprettet.

I et af grænseregionerne øst for Gaza by slutter Mohammed Hamami, en 40-årig civil embedsmand, sig til gruppen af demonstranter sammen med sin mor og fem børn.

- I dag er vi her for at sende en besked til Israel og dets allierede, at vi aldrig vil give op på vores land, siger han ifølge AP.

Derudover demonstrerer palæstinenserne imod åbningen af den amerikanske ambassade i Jerusalem. I går valgte Israel at lukke grænseovergangen Kerem Shalom mellem Israel og Gaza som følge af de seneste demonstrationer.

- Grænseovergangen vil forblive lukket indtil skaderne, der er sket på grund af urolighederne, er udbedret, og den vil blive åbnet i overensstemmelse med en vurdering af situationen, lød det i en udtalelse fra det israelske militær.

Israel siger, at det kun åbner ild, når det er nødvendigt for stoppe infiltrationer, angreb og skade på grænsehegnene.

Israelerne beskylder den islamistiske bevægelse Hamas, som styrer Gaza-striben, for at planlægge blodige angreb på Israel i ly af protesterne.

Både EU og FN har anmodet om en uafhængig undersøgelse af begivenhederne i området.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter