USA: Mindst 10 personer dræbt efter masseskyderi - gerningsmand stadig på fri fod

Skyderiet skete under en fejring af det kinesiske nytår i en by i Californien.

Mindst ti personer er blevet dræbt efter et masseskyderi i byen Monterey Park, der ligger i nærheden af Los Angeles i Californien.

Det oplyser politiet i Los Angeles ved et pressemøde tidligt søndag morgen lokal tid.

Derudover er antallet af sårede mindst 10, flere af dem kritisk. Den mistænkte gerningsmand - en mand - er stadig er på fri fod.

Politichef Andrew Meyer under pressemødet. Billedet er fra nyhedsbureauet AP.

- Da betjentene ankom til stedet - en danseskole - var der adskillige mennesker, der strømmede skrigende ud, sagde politichef i Los Angeles politi, Andrew Meyer, til pressemødet.

Politiet siger, at man stadig ikke kender motivet.

- Det er for tidligt at sige, om der er tale om en hadforbrydelse. Men vi undersøger alle muligheder, sagde Andrew Meyer, der tilføjer, at flere myndigheder - inklusiv FBI's afdeling i Los Angeles - hjælper med efterforskningen.

Nytårsfejring aflyst

Skyderiet skete lørdag aften lokal tid under den årlige nytårsfestival i Monterey Park, der hvert år fejrer det kinesiske nytår, ifølge den lokale avis LA Times. Ifølge LA Times og BBC er det en festival, der tiltrækker titusindvis af mennesker hver dag under fejringen.

Fejringerne af det kinesiske nytår i Monterey Park er dog blevet aflyst efter skyderiet, siger politiet.

  • Lokalt politi har afspærret området omkring Monterey Park efter et skyderi. (Foto: © Frederic J. BROWN, Ritzau Scanpix)
  • Redningsarbejdere i gang med arbejdet på stedet. Antallet af sårede og dræbte er ukendt. (Foto: © TNLA, Ritzau Scanpix)
  • Politiet har endnu ikke bekræftet skyderiet officielt. (Foto: © CAROLINE BREHMAN, Ritzau Scanpix)
1 / 3

LA Times har talt med restaurantejer Seung Won Choi, der beskriver, hvordan tre personer løb ind på hans restaurant og sagde, han skulle låse døren.

- De fortalte, at en person gik rundt med et skydevåben i området, fortæller han.

Et andet vidne fortæller, at han omkring klokken 22-23 hørte "fire-fem skud".

- Jeg blev bekymret, for jeg vidste, at der var gang i fejringen af nytåret, fortæller han.

Senere så han en person blive båret væk på en båre.

Flere på Twitter har skrevet, at deres tanker går til de efterladte - deriblandt en embedsmand, der arbejder for bystyret i Los Angeles.