Flere selvmordsbombere angriber turisthotel i Kabul

Intercontinental Hotel blev også angrebet i 2011. Her mistede 12 livet.

Afghanske sikkerhedsstyrker har omringet hotellet, hvor der forsat er kampe i gang. (Foto: JAWAD JALALI © Scanpix)

Mindst fire gerningsmænd har angrebet Intercontinental Hotel i den afghanske hovedstad, Kabul.

Najib Danish, der er talsperson for landets indenrigsministerium, oplyser ifølge BBC, at gerningsmændene bar selvmordsbomber, men ellers er det meget sparsomt med informationer.

En anden talsperson for ministeriet siger ifølge nyhedsbureauet AP, at en af gerningsmændene er blevet dræbt, og tre personer er såret, men at tallet kan stige.

Det er endnu uvist, om der er nogle tilskadekomne under angrebet, da angrebet stadig er i gang.

Ifølge indenrigsministeriet blev gerningsmændene, der skød mod hotellets gæster, mødt af skud fra afghanske specialstyrker.

Flere medier heriblandt AFP skriver, at hotellets køkken brænder, og at hotellets fjerde sal, hvor der også skulle være skududvekslinger, også står i flammer.

- Jeg ved ikke, om gerningsmændene er inde på hotellet, men jeg kan høre skud fra første sal. Vi gemmer os på vores værelser. Jeg beder til, at specialstyrkerne når frem, inden de de dræber os, siger en hotelgæst ifølge AFP.

Angrebet tidligere

Hotellet blev også angrebet tilbage i 2011. Her stod Taliban bag angrebet, der kostede 12 civile og 9 gerningsmænd livet.

Intercontinental Hotel under angrebet i 2011. (Foto: Stringer/Afghanistan © Scanpix)

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er hotellet et af to luksushoteller i hovedstaden, og det bruges ofte til konferencer med embedsmænd.

Angrebet kommer få dage efter, at det amerikanske udenrigsministerium advarede om, at der var risiko for et angreb i Kabul.

- Ekstremistiske grupper kan være ved at planlægge et angreb mod hoteller i Kabul som Hotel Baron tæt på lufthavnen, skrev de torsdag på Twitter.